200.000 mennesker arbejder gratis for Lego

En amerikansk nørd og hacker var en af Legos største trusler i virksomhedens historie. Men hackerne skulle vise sig at gemme på forretningsmuligheder af enorme dimensioner.

Senior Director i Lego Tormod Askildsen har årligt kontakt til tusindvis af lego-entusiaster. Foto: Carsten Andreasen

Hans navn dukkede første gang op på Legos computerskærme i efteråret 1998. Kekoa Proudfoot, kaldte han sig.

Med fotografier og nøjagtige beskrivelser havde han dechifreret en af legetøjsfirmaets allerstørste hemmeligheder. Til frit skue på internettet lå nu lego-robotten Mindstorms’ såkaldte RCX-computer fuldstændig pillet fra hinanden.

»RCX er en programmerbar, mikrokontrolbaseret klods, som simultant opererer tre motorer, tre sensorer og et infrarødt seriekommunikationsinterface. Klodsen består af 727 stykker lego,« skrev Kekoa Proudfoot på sin hjemmeside.

Proudfoot var ingeniørstuderende på Stanford University, så han var ikke Hr. Hvemsomhelst. Han havde desuden hacket et af datidens mest populære computerspil, Quake 3. Helt idiot var han næppe. Nu havde han fundet vej til Legos hjerte og var i gang med at dolke i det med sin teknologiske overlegenhed. Den farlige nørd sendte en chokbølge mod Billund, der fik lego-klodserne på fabrikken til at rasle af rædsel. Noget måtte man gøre.

»Vi havde aldrig oplevet noget lignende,« siger Tormod Askildsen, der er senior director i Lego og har været i virksomheden i tre årtier.

Disse mennesker gør det, fordi det har værdi for dem selv at hjælpe os.

Tormod Askildsen, senior director i Lego

For Lego havde indtil da været en nærmest dominerende og kontrollerende virksomhed, når det kom til produktudvikling. Jovist havde man oplevet, at andre virksomheder forsøgte at kopiere produkter. Dem sagsøgte man bare, og så var spillet ude. Men en enkeltperson … det havde ingen i deres vildeste fantasier kunnet forestille sig, siger Askildsen, der sammen med den øvrige Lego-direktion pludselig var kommet tæt på noget, som ingen vidste, hvad var.

Hvad skulle man gøre?

Man kunne sagsøge hackeren. Ingen kunne – og ingen skulle – tillade sig at pille ved Legos teknologi. Ingen skulle stjæle Legos ejendom. Det måtte man bare ikke. Men Kekoa Proudfoot var ikke alene, skulle det vise sig. Året efter hackede en gut fra Motorola sig ind i Legos teknologiske kerner. Og flere andre begyndte i frontløbernes kølvand at kopiere lego-produkterne, ligesom nogle skrev bøger om teknologierne bag. Legen bredte sig i disse kredse af hackere og ingeniører.

Værdifulde nørder

For Tormod Askildsen og Lego stod tendensen krystalklar. Disse mennesker var en flok ildsjæle med større teknologisk interesse og snilde end de fleste. Disse nørder kunne blive værdifulde, hvis man håndterede dem rigtigt. Så i stedet for at sagsøge hackerne og kopisterne, inviterede Lego i efteråret 1999 en flok på 10 af dem til at mødes ved et event på topuniversitetet MIT i Boston i USA. Ingen af dem ville Lego noget ondt, men de så masser af muligheder for at videreudvikle produkterne, siger Askildsen, som derfor begyndte at samarbejde med dem. I et vist omfang var det problematisk. Men den værdi og opmærksomhed, som Lego fik ud af samarbejdet, gjorde problemerne til petitesser.

Siden er den slags lego-brugere blevet flere og flere. Og godt fem år senere var virksomheden klar med sin næste robot-generation udviklet med hjælp fra hackerne. I dag udvikler op mod 200.000 helt frivillige og uafhængige mennesker i 35 forskellige lande produkter for Lego uden at få en krone i løn. Arbejdet? Det tvinger ingen dem til, siger Askildsen, som selv er i direkte kontakt med hundredvis af lego-brugere om året.

»Det vigtige for os er, at det foregår på frivillig basis. Disse mennesker gør det, fordi det har værdi for dem selv at hjælpe os. De synes, det er sjovt, og de vil gerne påvirke Lego.«

Oberst udstiller lego-huse

En af de 200.000 frivillige lego-udviklere er den 69-årige pensionerede oberstløjtnant fra flyvevåbnet, Svend Erik Saksun, som har været udstationeret for FN og NATO. Lad ham lige slå fast:

»Der hersker ingen tvivl om, at jeg er vildt begejstret for Lego.«

Svend Erik Saksun siger, at lego er kommet ind og gået ud af hans liv flere gange. Han fik sine første klodser, da han var lille, så døde legen hen i puberteten – han fik en ”Dark Age”, som han kalder det. Men så genoplivede han legen, da han fik børn – og igen da han fik børnebørn. I dag har han huset fyldt med lego. Han har udstillet lego-huse på kunstudstillinger, og han er stolt af at være med til at hjælpe virksomheden. I dag er han medlem af et dansk lego-netværk, hvor det er i orden at lege med klodserne.

»Sådan nogle som jeg vil gerne have legen legaliseret. Det går jo ikke, at folk tror, vi er blevet kuk, når vi går i barndommen. Men det gør vi altså, når vi mødes til lego-aktiviteter, klodsfester og udstillinger,« siger han og tilføjer:

»Det er jo genialt for Lego, for vi gør det gratis. Vi hygger os med lego. Jeg har været med i en arbejdsgruppe i Billund, hvor jeg måtte underskrive en tavshedserklæring og ikke fortælle min kone om, hvad jeg lavede, da jeg kom hjem. Det er altså stort for os fans sådan at være med til at udvikle fremtidens legetøj.«

Forskellen på mærke og brand

Brugerinddragelsen har ændret Legos egen måde at anskue virksomhedens varemærke og brand, siger Tormod Askildsen. Mens de fleste virksomheder taler om, at de ejer deres brand, bliver det vigtigere for Lego at skelne mellem varemærke og brand.

»Varemærket er et mærke, som vi sætter på vores produkter som symbol på, at dette er vores produkt, eller at denne service kommer fra Lego-koncernen. Men brandet er blevet til noget meget større end bare noget juridisk. Brandet er noget følelsesmæssigt.«

I flere storbyer, bl.a. i Berlin og London, har folk fyldt huller i husmure op med lego-klodser. Det er ikke en idé, som Lego ejer, men et eksempel på, at virksomhedens brand har spredt sig til mere, end det egentlig var tiltænkt. Virksomheden skal hele tiden være på vagt over for, om den skal sagsøge eller invitere.

Nu er Lego-klodser i nogle mure ingen trussel. Men i USA og Asien har lego-hackere de seneste år lavet produkter, som relaterer sig til Anden Verdenskrig og moderne krigsførelse. Nogle har lavet lego-kampvogne, mens andre har støbt soldaterhjelme og forskellige minivåben, som kan sættes i hænderne på de små lego-figurer. Og snart kommer 3D-printeren, og så kan anyone designe og støbe legoklodser på deres helt egen måde.

»Det er ting, som virksomheden aldrig ville lave, og vi er selvfølgelig ikke glade for at blive associeret med våben og krig. Men rent juridisk er det begrænset, hvad vi kan gøre ved, at forskellige brugergrupper trækker Lego-brandet i forskellige retninger,« siger Askildsen.

Husmødre glade for våben

For hvor går grænsen? Flere tyskere har f.eks. udtrykt stor utilfredshed med de amerikanske lego-byggeres minitanks og minivåben. Men i USA har selv husmødre udtrykt stor interesse i den slags krigs-lego, som de ifølge Askildsen kalder »very educational«.

Men ved siden af den profit, som Lego hiver hjem ved at inddrage brugerne, er skydevåben og kampvogne småting i det samlede regnskab. Sidste år lancerede man f.eks. Minecraft, som er klodser, men også et spil. Én person foreslog produktet, og inden for 48 timer havde 10.000 lego-brugerudviklere vendt deres tommelfingre op for produktet. Minecraft blev udsolgt tre gange, og i dag spiller 30 mio. mennesker spillet verden over.

Til sommer lancerer Lego en "Tilbage til fremtiden"-serie. Den har brugerne også stået for at udvikle. Så der er ingen tvivl, siger Tormod Askildsen:

»Hvis vi ikke laver produkterne, laver brugerne dem selv.«

Læs også