Lærere lockoutes efter påske

Forhandlingerne mellem lærerne og staten er brudt sammen. 600.000 elever ramt.

Formand for Danmarks Lærerforening, Anders Bondo Christensen, på vej i Forligsinstitutionen.  Foto: Jens Dresling/Polfoto

Det er ikke længere kun folkeskolelærerne, som bliver lockoutet den 1. april.

De statslige lærerforhandlinger er også brudt sammen efter et møde i Forligsinstitutionen mandag. Lockouten af 17.000 statsansatte lærere på blandt andet erhvervsskoler, friskoler, efterskoler, privatskoler og professionsskoler er dermed en realitet - og den træder i kraft fra den 1. april, oplyser forligsmand Mette Christensen.

Om lockouten
  • Efter påske bliver de cirka 17.000 statsansatte lærere lockoutet. Det sker, efter at overenskomstforhandlingerne mellem lærerne og staten mandag er brudt sammen efter møde i Forligsinstitutionen.
  • Det betyder, at de statsansatte lærere nu står i samme situation som de cirka 45.000 kommunalt ansatte lærere, der også bliver lockoutet efter påskeferien.
  • De statsansatte lærere er blandt andet ansat på privatskoler, efterskoler, ungdomsskoler, produktionsskoler, daghøjskoler, sprogcentre, erhvervsskoler, landbrugsskoler, søfartsskoler, maskinmesterskoler samt AMU- og VUC-centre.
  • De tjenestemandsansatte lærere er dog ikke ramt af lockouterne. De tæller cirka 15.000 lærere.
Kilde: Danmarks Lærerforening og Uddannelsesforbundet

- I dag er forhandlingerne på skoleområdet mellem Lærernes Centralorganisation og Moderniseringsstyrelsen brudt sammen, oplyser hun i en pressemeddelelse.

- Efter forløbet af forhandlingerne ser jeg ikke grundlag for at genindkalde parterne til fornyet forhandling og dermed heller ikke at træffe bestemmelse i medfør af forligsmandsloven om udsættelse af konflikten, siger hun.

Rammer 600.000 elever

Fredag aften brød forhandlingerne mellem Lærernes Centralorganisation og Kommunernes Landsforening sammen. Formanden for Danmarks Lærerforening, Anders Bondo Christensen, var derfor ikke særlig optimistisk forud for forhandlingerne med staten.

- Jeg har oplevet en ufattelig tæt koordinering mellem det kommunale og statslige område. Det har selvfølgelig også indflydelse på mine forventninger i dag, når det kommunale område brød sammen, sagde formanden inden forhandlingerne til Ritzau.

Bondo: Ingen forhandlinger

Og han var efterfølgende alt andet end tilfreds med den måde, forhandlingerne er forløbet på mellem lærerne og staten.

- Men man kan dårligt snakke om, at forhandlingerne er brudt sammen, for så er der to parter, der skal kunne give sig og forhandle. Men så længe den ene part sidder med et særligt citat, som man ikke kan rykke et komma i, så er jo ikke tale om forhandlinger, siger han til Ritzau.

Sammenbruddet i forhandlingerne med både kommunerne og staten betyder, at i alt 70.000 lærere er lockoutet fra den 1. april. Det rammer 600.000 elever.

Læs også