Arbejdsmarkedsforsker: Folkeskolereformen hænger i en tynd tråd

Regeringen er på kollisionskurs med lærerne. Det kan give bagslag, vurderer forsker.

Arkivfoto: Ole Lind

En papirtiger på Christiansborg.

Det er, hvad regeringens stort anlagte folkeskolereform ender som, forudser Henning Jørgensen, der er arbejdsmarkedsforsker ved Aalborg Universitet.

Udtalelsen kommer, efter at forhandlingerne mellem Moderniseringsstyrelsen og de statsansatte lærere mandag brød sammen. Sammenbruddet betyder, at de statsansatte lærere gør folkeskolelærerne følgeskab i den massive lockout, som rammer det danske uddannelsessystem efter påske.

Henning Jørgensen mener, at konflikten sætter hele folkeskolereformen på spil.

"Dømt til at fejle"

"Det er lærerne, der skal bære reformen igennem i deres daglige arbejde, og al forskning viser, at medarbejdere skal være positivt indstillede over for en reform, hvis den skal have nogen chance for at lykkes.

Hvis du på forhånd har medarbejderne som modspiller i stedet for medspiller, så er du dømt til at fejle," siger han til Jyllands-Posten.dk

Skolelederforeningen har tidligere advaret om samme konsekvens.

Blandt andet har formanden for foreningen, Anders Balle, udtalt, at en opslidende konflikt på landets skoler kan ødelægge det klima, som en kommende folkeskolereform skal implementeres i.

Det er Henning Jørgensen enig i.

"Regeringen har skabt en enorm frustration blandt lærerne. Det kan nemt komme til at ramme den som en boomerang i forhold til at få reformen igennem."

En koordineret plan

I kølvandet på sammenbruddet mellem staten og lærerne fyger det med beskyldninger om, at staten har orkestreret forhandlingsforløbet på forhånd, og at der allerede ligger et køreklart regeringsindgreb klar i kulissen.

Det siger blandt andet formanden for Frie Skolers Lærerforening, Uffe Rostrup.

"Det har været en koordineret plan fra statens side. Den ønsker en kort konflikt og så et regeringsindgreb, som allerede ligger klappet og klart, og som fuldstændig tilgodeser arbejdsgiverens krav. Det er et brud på alle de måder, man plejer at forhandle på," siger formanden til Jyllands-Posten.dk.

Finansminister Bjarne Corydon (S) nægter at forholde sig til et regeringsindgreb. Ifølge arbejdsmarkedsforsker Henning Jørgensen tyder meget dog på, at regeringen snart effektuerer et indgreb.

I alt 70.000 lærere kan ikke møde på arbejde efter påske.

Læs også