Aktier: Sjælsøs aktionærer strøg mod udgangen

Tirsdag blev en ualmindelig skidt dag for aktionærer i Sjælsø Gruppen.

Sjælsø Gruppen måtte se aktierne styrtdykke på grund af årsregnskabet. Foto: Ditte Valente/Polfoto

Aktien tog drøje huk efter sit regnskab for 2012, der bød på et stort tab og meldingen om, at selskabet nu er afhængig af bankernes velvilje for at holde forretningen kørende. Det var gift for kursen.

I det brede C20 Cap-indeks var der til gengæld mere ro med en stigning på 0,2 pct. til indeks 577,46. Indekset lå let presset dagen igennem, men blev trukket op af generel øget risikolyst efter positive amerikanske nøgletal. Lundbeck stod ud med en markant stigning, det sendte kursen op sit højeste niveau siden sommeren 2012.

Det var dog uden for C20, tirsdagens største drama på aktiemarkedet skulle findes. Ejendomsudvikleren Sjælsø Gruppen måtte se sine aktier styrtdykke, da årsregnskabet for 2012 ramte markedet. Flere års voldsomme tab fortsatte i året, og nu er selskabets egenkapital næsten væk. Det blev straffet med et kursfald på hele 39,1 pct. til 1,95 kr. per aktie.

Ikke mindre end 495,2 mio. kr. tabte Sjælsø Gruppen i 2012, hårdt ramt af nedskrivninger på goodwill, projektbeholding og tilgodehavender på lidt over 300 mio. kr. Det har sendt egenkapitalen ned til 205,2 mio. kr. mens soliditeten er faldet til 6,1 pct. Ved udgangen af 2011 var egenkapitalen 656,2 mio. kr. og soliditeten 15,4 pct.

- Sjælsøs likvide beholdninger er på et utilfredsstillende lavt niveau og likviditeten fra allerede solgte projekter fratrukket driftsomkostninger i 2013 er negativ, hvilket forventes dækket ved afregning af tilgodehavender, ved salg af nye projekter og ved en øget andel af lån, hvor renten ikke betales, men tillægges restgælden, skriver Sjælsø Gruppen om sin finansielle situation og fortsætter:

- Generelt har Sjælsø opbakning fra koncernens långivere. Der er efter statusdagen indgået aftale om finansiering af aktiver, forlængelser af lån og ændringer af lånevilkår.

Sjælsø Gruppen rentebærende gæld er på 2598,6 mio. kr. og den finansielle gearing, den rentebærende gæld divideret med egenkapitalen, er på 1266,5 pct.

Også Ejendomskoncernen Nordicom er stadig i problemer. Regnskabet for 2012 viste et tab på 43,5 mio. kr. efter en regulering af ejendomsporteføljens dagsværdi på 33,4 mio. kr. og finansielle omkostninger på 96,8 mio. kr. Selskabet, der allerede er i hænderne på sine banker, har en rentebærende gæld på 3,1 mia. kr. og en egenkapital på 40,3 mio. kr. Aktien dykkede med godt 8 pct. men endte dagen uændret i 4,84 kr.

I det toneangivende C20 Cap-indeks var Lundbeck tirsdag søndagsbarn med en stigning på 8,9 pct. til 108 kr. Medicinalselskabet oplyste tirsdag morgen, at man har udvidet samarbejdsaftalen med japanske Otsuka omkring alzheimersmidlet Lu AE58054. Det sender i første omgang 150 mio. dollar i Lundbecks kasser og 675 mio. dollar i milepælsbetalinger kan følge alt efter succesen for lægemiddelkandidaten.

I bunden af C20 lå TDC dagen igennem. Teleaktien var presset af en række nedjusteringer, da både Berenberg og Danske Bank sænkede sin anbefaling fra køb til hold. Aktien faldt 1,3 pct. til 45,40 kr. på den konto. Novozymes faldt 1,8 pct. til 198,40 kr. uden selskabsspecifikke nyheder.

- Vi fortsætter med at se TDC som en solid defensiv investering med stærke og stabile pengestrømme og tilbagelevering af penge. Men på grund af TDC's outperformance af sektoren i de seneste måneder, tror vi, at aktierne er fuldt værdisatte, skrev Danske Markets.

Også Vestas faldt efter en ellers stærk marts, der har sendt aktien fra omkring 40 kr. til den seneste top fredag i 47,70 kr. Aktien dykkede tirsdag med 0,2 pct. til 47,33 kr. Noget af faldet kan tilskrives konsulenthuset BTM, der meddelte, at Vestas ikke længere er verdens førende vindmølleproducent.

- Vestas blev forvist fra førstepladsen for første gang, siden selskabet indtog positionen i år 2000, til trods for, at Vestas øgede sin markedsandel med 1,1 pct. i 2012, skriver BTM. Vestas' markedsandel nåede ifølge BTM's tal op på 14,0 pct. i 2012, mens GE nu har en markedsandel på over 15 pct.

Læs også