Ulovlige spil bliver bremset

Ny lov gør, at det er blevet mere trygt at spille spil på internettet.

Efter den nye lov trådte i kraft, har Spillemyndigheden stoppet over 100 spillesider på nettet, der tilbød ulovlige spil.  Arkivfoto: Casper Dalhoff

Efter at den nye spillelov trådte i kraft i 2012, har Spillemyndigheden stoppet over 100 spillesider på nettet, der tilbød ulovlige spil.

Den nye lov har giver danskerne mulighed for at spille en række spil online, blandt andet kan man deltage i onlinekasino og forskellige væddemål.

Fakta
  • Den nye liberaliserede lov trådte i kraft 1. januar 2012. Den giver danskerne mulighed for at spille en række spil online.
  • Spillemyndigheden er sat i verden for at håndhæve loven.
  • Myndigheden er finansieret af de gebyrer, som spiludbydere betaler for at kunne operere lovligt i Danmark.

Da loven trådte i kraft, blev Spillemyndigheden oprettet til at håndhæve den. Siden 1. januar 2012 har myndigheden givet 56 tilladelser til spil fra 39 forskellige udbydere på internettet.

100 ulovlige spillesider

De fleste af de steder, som Spillemyndigheden har vurderet er ulovlige, har rettet sig efter myndighedens dessiner, og er efterfølgende stoppet med at markedsføre spillene.

Men i en femtedel af tilfældene har spiludbyderne ikke makket ret, og Spilmyndigheden har derfor måttet henvende sig hos fogedretten, for også at få rettens ord på, at spillene har været ulovlige.

"Den nye liberaliserede lovgivning har især fokus på at kunne beskytte spillerne. Med en meget konsekvent indgriben har Spillemyndigheden fra begyndelsen sendt et stærkt signal til dem, der forsøger at operere ulovligt i Danmark, om at det ikke kan betale sig at prøve at snyde," siger skatteminister Holger K. Nielsen (SF).

Spillemyndigheden vurderer, at det ulovlige spillemarked i Danmark maksimalt udgør 5 pct. af det samlede marked.

Læs også