Hoteldirektør: Anmeldelse får konsekvenser

Radisson Blu Scandinavia Hotel kan ikke leve med politianmeldelse af restaurant.

Roy Kappenberger, direktør.  Foto: Camilla Stephan.

En politianmeldelse til Restaurant Kyoto og en bøde på 15.000 kr. til Mammas & Pappas.

Det ville jo være dejligt, hvis vi kunne være i stand til at løse opgaven sammen. Men det må tiden vise, det skal vi tage hånd om jo.

Roy Kappenberger.

Det var konsekvenserne, da Fødevarestyrelsen den 19. marts var på besøg hos to af Radisson Blu Scandinavia Hotels restauranter på Amager.

Begge steder blev der konstateret uhygiejniske forhold. Og det er ikke acceptabelt, lyder det fra hotellets direktør, Roy Kappenberger, der beklager over for Jyllands-Posten.

Skal rettes op

"Det er irriterende læsning, og det er noget, der skal rettes op på," siger Roy Kappenberger.

På Restaurant Kyoto har Fødevarestyrelsen konstateret, at "virksomheden fremstår snavset," mens der på Mammas & Pappas har været problemer med at overholde reglerne om nedkøling af kød i et køleskab.

Roy Kappenberger betragter begge sager som alvorlige, men betegner især situationen på Kyoto som uacceptabel.

Hvad har I tænkt jer at gøre ved det?

"Vi må se at få ryddet op. Så enkelt er det."

Hvordan skal det forstås?

"Således der kun kommer glade smileyer fremover."

Får det nogen konsekvenser for de ansvarlige på restauranterne?

"Det må vi så se på. Det ville jo være dejligt, hvis vi kunne være i stand til at løse opgaven sammen. Men det må tiden vise, det skal vi tage hånd om."

Kan give ridser i lakken

Der har før været hygiejniske problemer på de to restauranter, og direktøren vil nu tage en "alvorlig snak" med de ansvarlige ledere.

Kan I leve med to restaurantledere, der ikke har styr på rengøringen?

"Nej, men problemet er mere komplekst end som så. Det er ikke os, der driver restauranten, de er lejet ud. Vi skal tale med lejerne om det, men det gør jo ikke problemet mindre," siger Roy Kappenberger.

Han frygter, at det kan give hotellet ridser i lakken fremover.

Tror du, at nogle vælger hotellet fra?

"Nej, det tror jeg ikke. Slet ikke på grund af køleskabet, men den situationen på Kyoto er alvorlig," siger Roy Kappenberger uden at ville specificere, hvad hotellet konkret vil gøre for at undgå, at det sker igen.

"Så er du nødt til at spørge den pågældende restaurantleder, hvad han har tænkt sig at gøre ved det."

Vil ikke udtale sig

Restaurant Kyoto har ikke ønsket at udtale sig i sagen, men henviser til Radisson Blu Scandinavia Hotel.

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra Mammas & Pappas.

Læs Restaurant Kyotos kontrolrapport her, og læs Mamas & Papas kontrolrapport her.

BRANCHENYT
Læs også