Aktier: Italien-tumult kostede kursfald

Onsdag var en træg dag for det danske aktiemarked.

Pandora steg med 2 pct. til 160 kr. per aktier.

Efter kort at være åbnet med en lille stigning faldt det danske C20 Cap eliteindeks løbende i løbet af dagen. Indekset bundede ud en time over middag og begyndte derefter så småt at indhente en smule af det tabte.

C20 Cap-indekset lukker 1 pct. i minus i indeks 571,8.

Det finansielle nyhedsbillede var onsdag præget af Italiens turbulente, politiske situation, ligesom Cypern fyldte, da detaljerne omkring redningspakken fortsat ikke er på plads. I Italien har 5-Stjerne-Bevægelsen sået tvivl om, hvorvidt den vil støtte en regering med Pier Luigi Bersani i spidsen.

Der var en enkelt aktie, der skinnede igennem i det danske C20-indeks i onsdagens handel. Pandora sluttede som det eneste selskab i eliteindekset med en nævneværdig kursstigning på 2 pct. til 160 kr. per aktie. Derudover steg Nordea 0,1 pct. til 65,85 kr. per aktie.

I den modsatte ende af C20-indekset endte Coloplast, der faldt 2,5 pct. til 312,9 kr. per aktie. Lige over endte GN Store Nord med et kursfald på 1,9 pct. til 103,5 kr. per aktie.

TDC faldt efter, at den snart forhenværende storaktionær, kapitalfondssammenslutningen NTC, meldte, at der er solgt 56,3 mio. aktier til en kurs på 44,27 kr.

NTC solgte 120 mio. TDC-aktier i februar, og siden er aktien igen steget, hvorfor der nu igen er blevet kastet en buket af teleaktierne på markedet.

- TDC tager det klare fokus på grund af NTC's aktiesalg. Aktierne er udbudt til en lidt lavere pris end lukkekursen tirsdag, og det vil naturligvis give noget pres på aktien. NTC solgte også en stor portion aktier i februar, og nu er aktien steget en del igen, sagde Jesper Bamberger, aktierådgiver hos Nordea, til Ritzau Finans før markedets åbning.

TDC-aktien lukkede 1,6 pct. i minus til 44,7 kr. per aktie.

A.P. Møller - Mærsks APM Terminals mangeårige kamp for at komme til at drive havnene i Virginia på USA's østkyst synes nu at have været forgæves, idet havnemyndighederne tirsdag besluttede at fortsætte driften på egen hånd. Dermed mislykkedes en lang og bekostelig proces for terminalforretningen APM Terminals, der indgav et bud på driften af Virginia-havnene i foråret sidste år.

Aktierne i A. P. Møller - Mærsk, der samtidig er meget afhængig af den økonomiske udvikling og dermed udviklingen i Europa, faldt henholdsvis 1,8 pct. til 43.480 kr. per A-aktie og med 1,1 pct. til 45.400 kr. per B-aktie.

Franske Société Générale har løftet sit kursmål for Lundbeck til 86 kr. fra tidligere 79 kr., mens den negative anbefaling "sælg" dog fastholdes. Lundbeck løftede tirsdag morgen sløret for en udvidelse af samarbejdet med den japanske partner Otsuka, der i første omgang betyder 150 mio. dollar til det danske medicinalselskabs kistebund.

Samtidig er mulighed for milepælsbetalinger på 675 mio. dollar - alt efter hvordan udviklingen af Alzheimersmidlet Lu AE58054 går.

Lundbeck-aktien faldt med 0,8 pct. til 107,1 kr. efter en stigning på 8,9 pct. tirsdag.

Vestas-aktien tog også et dyk i løbet af onsdagen, og vindmøllepapiret satte sig 1,8 pct. til 46,5 kr. per aktie. Hen på eftermiddagen tikkede en nyhed ind om, at en af selskabets vindmøller i Irland er gået itu, men aktien reagerede ikke voldsomt på nyheden.

Uden for C20 endte Brøndby-aktien uændret til 15,5 kr. per aktie. Den kriseramte fodboldklub fortsætter jagten efter nye investorer og bestyrelsesmedlemmer, og vestegnsklubben meldte i løbet af eftermiddagen, at den siddende bestyrelse bliver hængende midlertidigt.

Brøndby vil senere på året indkalde til en ekstraordinær generalforsamling, hvor en ny bestyrelse kan stemmes ind. Indkaldelsen kommer, når klubbens kapitalplan er faldet på plads - dog senest til juni.

Nordic Shipholding, tidligere Nordic Tankers, dykkede 10,7 pct. i onsdagens handel til 0,5 kr. per aktie efter et regnskab for 2012, der understregede selskabets voldsomt pressede situation.

Selskabet tabte 62,5 mio. dollar i 2012, der bød på en omsætning på 26,4 mio. dollar. Det er stærkt påvirket af en nedskrivning på 37,7 mio. dollar på selskabets skibe. Dermed er egenkapitalen nu negativ med 37,4 mio. dollar.

- Egenkapitalen er tabt og gælden er omklassificeret til kortfristet. Selskabet og selskabets banker vil forsøge at indgå aftale med en ny investor inden for de kommende tre måneder. Hvis det ikke lykkes at finde en ny investor, ønsker selskabets banker at gennemføre en kontrolleret afvikling af selskabet, skriver Nordic Shipholding i sit regnskab.

Danionics kom ligeledes med årsregnskab hen på eftermiddagen, hvor selskabet gjorde det klart, at ledelsen vil indstille Danionics til likvidation på den næste generalforsamling. Dermed kaster selskabet håndklædet i ringen, såfremt der ikke findes nogen til at overtage den hårdt prøvede virksomhed under ny ledelse og nyt navn, fremgår det af regnskabet.

Danionics faldt 11,8 pct. til 0,75 kr. per aktie.

Læs også