Langsomt internet efter stort hackerangreb

Et massivt hackerangreb har svækket det globale internet.

En fejde mellem en gruppe, som bekæmper spam og et firma, som "hoster" hjemmesider er formentligt årsagen til det langsomme internet over hele verden. Illustration: Jürgen Ziewe/Ikon Images

Det globale internet har været sløvet efter et massiv hackerangreb, som bliver beskrevet som "det største angreb af sin slags" nogensinde.

Det påvirker tjenester som Netflix, og eksperter er bekymret for, at det kommer til at påvirke nettjenester som netbank og email-systemer, skriver bbc.co.uk.

En fejde mellem en gruppe, som bekæmper spam, Spamhaus, og et firma, som "hoster" hjemmesider, Cyberbunker, er formentligt årsagen til det langsomme internet.

Derfor er nettet langsomt

Hackerangrebet er et såkaldt Distributed Denial of Service (DDoS), som oversvømmer en server med trafik og på den måde gør den svært tilgængelig for "normale" brugere. Styrken af det pågældende angreb er dog ikke set før.

"De her angreb peaker ved trafik på omkring 300 GB i sekundet. Normalt kan man lægge en stor bank ned med omkring 50 GB i sekundet," siger Steve Linford, administrerende direktør i Spamhaus, som mener, at Spamhous har været under angreb i over en uge.

En sideeffekt af angrebene er, at de svækker internettet globalt, forklarer professor Alan Woodward, University of Surrey.

"Hvis man forestiller internettet som en motorvej, så prøver DDoS-angreb normalt at blokere afkørslerne. Men ved det her angreb er selve motorvejen også blevet stoppet," siger han.

De to grupper

Spamhaus er en organisation, som blandt andet hjælper email-udbydere med at bekæmpe spam og andet uønsket indhold. For at det kan lade sig gøre, har gruppen en database over servere, som er kendt for at blive brugt til "ondsindede formål". 

Organisationen har for nyligt blokeret servere, som er tilknyttet firmaet Cyberbunker, en hollandsk virksomhed, der "hoster" hjemmesider for alt undtaget børnepornografi og terror-relateret materiale.

Sven Olaf Kamphuis, som angiveligt er talsmand for firmaet Cyberbunker, har i skrevet til bbc, at Spamhaus misbruger sin position og ikke burde have lov til at bestemme "hvad der sker og ikke sker på internettet."

Spamhaus påstår, at Cyberbunker står bag det massive angreb, som har påvirket hele det globale internet. Dette har Cyberbunker ikke ønsket at kommentere.

Spanhaus samarbejder med nogle af verdens største selskaber og har blandt andet fået hjælp fra Google, som har stillet deres servere til rådighed for at aftage den store mængde trafik.

Læs også