Flyselskab: Betal 6 kr. pr. kg du vejer

Fremover skal de rejsende betale efter hvor meget de vejer.

Du bliver glad for prisen på din flybillet, hvis du altså ikke er alt for tyk.

Et mindre flyselskab fra Samoa offentliggjorde onsdag, at man fremover skal betale kilopris for sin flybillet. Ikke kun for bagagen, men altså også for sig selv.

Den nyhed blev modtaget med blandede reaktioner hos kunderne:

"Jeg synes ikke, det er helt fair. Tynde mennesker kommer til at betale mindre, og større mennesker kommer til at betale meget mere. Og jeg har selv lidt vægt her, som jeg prøver at tabe. Så må jeg træne lidt for at få en billigere billet," forklarer en flypassager fra Samoa.

Omkring seks kr. pr. kg

Selskabet har allerede benyttet sig af kiloprisen siden november, men det er altså først nu blevet godkendt til internationale flyvninger.

Kilopriserne varierer fra rute til rute, men hvert overflødigt kilo kommer til at koste passagereren omkring seks kroner ekstra.

Flyselskabet siger selv, at enkelte af deres kunder er blevet ret overraskede over det nye system, men der er indtil videre ingen, der har nægtet at lade sig veje før flyvning.

BRANCHENYT
Læs også