Banebrydende spilselskab "Game over"

Walt Disney lukker LucasArts helt ned.

Foto: AP

Walt Disney vil i stedet gennem LucasArts sælge licenser til brugen af blandt andet Star Wars-universet til computerspil, og dermed minimere selskabets risici og samtidig forbedre kvaliteten af fremtidige computerspil. 

- Walt Disney, som er verdens største underholdningskoncern, vil ikke længere selv udvikle computerspil gennem LucasArts, men i stedet udlicitere eventuelle fremtidige spil, baseret på Star Wars eller andre LucasFilm franchises, til andre computerspilsselskaber under LucasArts-licens, fortæller talsmand for LucasFilm, som er moderselskab til LucasArts, Miles Perkins til Bloomberg News.

Det er endnu ikke fastslået om de licenserede spil i fremtiden vil bære LucasArts’ logo.

Spænding om skæbnen

Da Walt Disney erhvervede sig moderselskabet LucasFilm i december sidste år for 4 mia. dollar, var der tvivl om, hvorvidt mediegiganten ville forsøge at genoplive LucasArts, bibeholde det i sin daværende form eller lukke divisionen helt. Onsdag blev det så meddelt, at selve computerspilsdivisionen lukkes helt ned, og næsten alle divisionens ca. 200 ansatte vil blive afskediget oplyser en anonym kilde tæt på firmaet ifølge Wall Street News.

Bagud på point

LucasArts blev grundlagt i 1982 som en del af George Lucas dengang blomstrende underholdningsimperium og var i løbet af 1990’erne en sand vækstmotor for sit moderselskab LucasFilms.

LucasArts er dog skrumpet betydeligt de seneste par år. Det sidste internt producerede spil, Star Wars: The Force Unleashed II, blev udgivet i 2010 og salget af LucasArts spil i amerikanske butikker faldt til 55 mio. dollar sidste år fra 173 mio. dollar i 2006, viser tal fra NPD Group.

Ud over spil baseret på Star Wars filmene, står LucasArts også bag banebrydende eventyrspil såsom Monkey Island-serien og Maniac Mansion.

BRANCHENYT
Læs også