»Jeg vil være seernes advokat«

TV 2’s nye programdirektør, Anne Engdal Stig Christensen, vil have mere musikalitet og stemningsskift ind i sendefladen.

Anne Engdal Stig Christensen, kanalchef TV2 Foto: Jyllands-Posten

Der findes en helt sort side på internettet, hvor folk hvert eneste sekund kan få svar på, om det er fredag eller ej.

Seks ud af syv dage i ugen er svaret naturligvis ’nej’ og intet andet, og pointen med at taste www.erdetfredag.dk i søgefeltet er derfor lige så sort som endestationen selv.

Alligevel er det, hvad folk gør - de klikker sig ind på hjemmesiden 32.000 gange om måneden, og de hopper videre til en anden side, der tæller ned til weekenden, og måske sender de også lige en sms til P3, der gerne vil vide, hvorfor lytterne er glade eller - gisp! - triste om fredagen.

Ingen anden ugedag er så smuk, så sød, så ombejlet som fredag, og i fjernsynet er der Disney Sjov, X Factor, Live fra Bremen og en god film uden afbrydelser.

Præcis derfor kerer TV2’s nye programdirektør - Anne Engdal Stig Christensen - sig ikke så meget om fredagen i professionelt øjemed. Den skal nok klare sig og blive ved med at underholde Hr. og Fru Jensen ude i stuerne. Det er de fire forudgående dage, der ligger hende mere på sinde.

CV’et er låst på målet

»Jeg tænker ikke så meget på weekendfladen, for det er et kapitel for sig selv. Jeg tænker på hverdagen fra mandag til torsdag, som er danskernes daglige adgang til TV2, og hvor de ofte har alt muligt andet at tænke på, men alligevel skal lokkes til at se fjernsyn,« forklarer Anne Engdal Stig Christensen.

BLÅ BOG
Anne Engdal Stig Christensen
  • Født 1968
  • Exam.art. i kommunikation, nordisk sprog og litteratur
  • 1994-2000: Marketingskoordinator, TV2
  • 2000-01: Programplanlægger, TV2/Zulu
  • 2001-03: Afdelingsleder for programplanlægningen, TV2
  • 2003-07: Programplanchef, TV2
  • 2007-08: Selvstændig mediekonsulent
  • 2008-11: Programdirektør, SBS
  • 2011-13: Planchef, DR
  • 2013-: Programdirektør, TV2

Hun er 44 år, og hendes cv er som et trådkors, der aldrig har fået lov til at tabe målet af syne bare et øjeblik. Hun har planlagt programmer siden årtusindskiftet for skiftevis TV2, TV 2 Zulu, SBS og DR. Så når forgængeren Palle Strøm til sommer bliver smidt på Kvægtorvet og erstattet med kravet om fornyelse og flere seere, skal det ikke forstås som en fornyelse klædt i hængerøvsbukser og med buzzwords overalt.

Tværtimod.

»Der skal en smule mere linje og ro på programfladen. Det er det første, jeg vil kigge på. Der skal mere musikalitet ind i fladen, mere tryghed. Folk skal vide, hvad de kan forvente, når de tænder for TV2, for jeg synes måske, at der har været nogle vigende tendenser, som kan udløse forvirring hos kerneseeren,« forklarer Anne Engdal Stig Christensen, som arbejder meget med stemningsskift.

»Det kan lyde højpandet og filosofisk, men når folk er så loyale over for en tv-kanal, som de er over for DR og TV2, så skal vi virkelig fokusere på at skifte stemning henover aftenen. Folk kan ikke holde ud at se tre dokumentarfilm i træk,« siger den kommende programdirektør.

Hurtigt på skærmen

Dermed siger hun også, at TV2 ind i mellem vil sende den slags programmer om kæledyr og kærestesorger, der lidet flatterende har fået betegnelsen følelsesporno.

»Følelsesporno er sådan et grimt ord, for der skal jo være følelser i tv. Det er også det, som mange af livsstilsprogrammerne handler om,« siger Anne Engdal Stig Christensen, der selv er mest til nyheder, sport og udenlandske serier i fjernsynet.

Netop udenlandske serier er et område, hvor et af de helt store slag kommer til at stå. De fleste har efterhånden et smart-tv med adgang til streamingtjenester som Netflix, Viaplay og HBO, der ikke alene tilbyder alverdens prisbelønnede serier, men som noget helt nyt også er begyndt at producere dem selv.

Således har Netflix i øjeblikket stor succes med ”House of cards”, der aldrig har været vist andre steder end inde bag det røde logo. Serien med Kevin Spacey i hovedrollen som magtsygt kongresmedlem er blevet, hvad ”Mad Men” var for få år siden - noget, seerne ligefrem skilter med i deres statusopdatering, og hvornår har et TV2-program senest opnået den samme hype?

»Tv’s store udfordring lige nu er streamingtjenesterne. Derfor er det vigtigt at vise vores programmer frem så hurtigt som muligt, efter at de er blevet købt ind. Det gjorde vi på DR i forbindelse med ”Homeland”, som nærmest gik i luften herhjemme samtidig med, at den gjorde det i USA. Desværre kan vi ikke gardere os imod. hvad der ligger af spændende tilbud på Netflix. Den erfaring mangler vi,« lyder det fra Anne Engdal Stig Christensen.

Rekord i public service

Udfordringen er dog endnu til at tage og føle på, mener den internationale tv-ekspert Bjørn Erichsen, som gennem otte år var direktør for European Broadcasting Union og i dag er konsulent i det meste af Europa.

»Tilsammen har DR og TV2 verdensrekord i public service forstået på den måde, at de næsten har 70 pct. af markedet. Så danskerne er glade for de to kanaler,« siger Bjørn Erichsen og pointerer, at TV2 ikke har tabt andele til SBS og streamingtjenesterne, men udelukkende til DR.

Samtidig tyder noget på - siger han - at danskerne er fint tilfredse med den måde, de to kanaler spiller bold op ad hinanden. DR er seriøs og meget public service-pæn, mens TV2 er lidt mere fræk og kommerciel.

Det kan lyde ligegyldigt, men betyder reelt set, at TV2’s seere ikke zapper over til hovedkonkurrenten på grund af programfladen, men på grund af kvaliteten - eller manglen på samme - af de enkelte udsendelser.

»Hvis vi meget forenklet siger, at dramaet er DR’s styrke, mens komedien er TV2’s, så kan det være, at TV2 blot skal blive bedre til at lave komedier,« konstaterer Bjørn Erichsen.

De samme tanker har Anne Engdal Stig Christensen gjort sig. Kravet om kvalitet er det vigtigste parameter, når hun fra 1. juni begynder at se TV2 med sammenknebne øjne.

»Jeg får det skidt, hvis medarbejderne ikke er ambitiøse med deres programmer. Det vil alle nok sige, at de er, men det er bare ikke altid tilfældet. Så jeg vil blande mig og lave en konstruktiv kritik af programmerne. Allerhelst inden de kommer på skærmen. Vi skal være så grundige i vores forarbejde, at vi ikke risikerer, det forkerte rammer skærmen,« siger Anne Engdal Stig Christensen.

Hun arbejder derfor ud fra en filosofi om, at folkene bag hver eneste udsendelse skal have et klart svar, et klart ja eller nej, så snart de viser deres arbejde frem.

»De skal vide, hvad vi efterspørger. Det kræver naturligvis, at medarbejderne kender retningen,« lyder det fra den nye programdirektør, som understreger, at hun i bund og grund er en holdspiller og ikke en boksangriber.

Seernes advokat

Når det er sagt, skal man ikke gøre programplanlægningen mere kompliceret, end den er. Ifølge Anne Engdal Stig Christensen handler det netop om at lade sig synke lidt ned i sofaen hos hr. og fru Jensen for en stund.

»Jeg har ikke beskæftiget mig med nicher på samme måde som Palle Strøm, der har været vanvittigt dygtig i forhold til især comedy. Jeg forsøger snarere at være seernes advokat. At være tæt på stemningen i de almindelige hjem. Det er sindssygt spændende at udvælge programmer, som rent faktisk kan gøre en forskel. Det gør jo ikke noget, at vi bliver lidt klogere af at se tv eller får følelser frem,« erklærer hun.

Sådan lyder målsætningen fanget i få ord. Det gør jo heller ikke noget - kunne man tilføje - hvis hver dag foran tv’et føltes som en fredag.

BRANCHENYT
Læs også