TDC-chef: Jeg sælger ikke mine teleaktier

Carsten Dilling frygter ikke for værdien af sine aktier i TDC.

TDC-chef Carsten Dilling. Arkivfoto: Uffe Weng

Heller ikke selv om TDC-chefen netop har taget afsked med fem kapitalfonde, der har ejet TDC siden 2006.

»Vi har hidtil solgt aktien på, at vi betaler et meget højt udbytte. Og det er fortsat i fokus. Derfor er aktien en meget attraktiv investering – også for mig,« siger Carsten Dilling.

Værdi er faldet

TDC-chefen afviser i sammen åndedrag, at det derfor ikke kan komme på tale, at han sælger nogle af sine 685.000 TDC-aktier.

Aktierne fik han tildelt af de fem kapitalfonde, da de i december 2010 begyndte at sælge ud af deres ejerpost i TDC.

Dengang havde aktierne en kursværdi på 34,9 mio. kr. Siden er kursen faldet, og i dag er værdien dykket til omkring 30 mio. kr.

»Men jeg har ingen planer om at sælge mine aktier,« siger Carsten Dilling.

Kollegaer sælger aktier

De seneste måneder har flere af hans meddirektører imidlertid solgt ud af deres beholdning af TDC-aktier.

Og det er helt i orden, forklarer Carsten Dilling, der kom til som TDC-chef i juli sidste år.

»Der er ikke noget at sige til, at det sker. Direktører har også brug for at sprede deres risiko, når det gælder opsparing og investeringer. Så på den måde er det meget naturligt, at de sælger aktier. Også selv om det er i TDC,« siger Carsten Dilling.

Ønsker flere aktionærer

Han glæder sig i øvrigt over, at TDC efterhånden kan mønstre omkring 46.000 aktionærer. Et tal som set fra Dillings stol gerne må vokse yderligere.

»Vi er måske blevet en slags folkeaktie for danskerne, og det finder jeg godt for et nationalt teleselskab,« siger Carsten Dilling.

Han kan i øvrigt glæde sig til august, hvor TDC ventes at udlodde første halvdel af udbyttet for 2013.

Går alt som planlagt, er udbyttet på omkring 1,85 kr. pr. aktie.

For TDC-chefen betyder det, at han står til en check på knap 1,3 mio. kr.

BRANCHENYT
Læs også