0

KL: Nej tak til regeringsindgreb

Det er patetisk, at Anders Bondo Christensen ønsker et regeringsindgreb, mener KL.

Nej tak til indgreb, siger KLs chefforhandler Michael Ziegler. Foto: Lars Krabbe

Parterne i lærerkonflikten står så langt fra hinanden, at Anders Bondo Christensen, formand for Danmarks Lærerforening, tidligere i dag over for Jyllands-Posten opfordrede regeringen til at komme med et indgreb - hellere i dag end i morgen.

På den anden side af konflikten står Kommunernes Landsforening, KL. Her er man overrasket over udmeldingen fra Danmarks Lærerforening, men afviser samtidig lærernes opfordring. KL ønsker ikke, at regeringen skal gribe ind.

"Jeg mener, at konflikten skal løses inden for den danske model. Formålet med konflikten er, at den ene af parterne bliver mør, så derfor er det ikke godt, hvis der kommer et regeringsindgreb," siger Michael Ziegler, der er chefforhandler for KL, til Jyllands-Posten.

Afviser aftalt spil

I Danmarks Lærerforening begrunder man udmeldingen med, at der reelt ikke har været forhandlinger mellem lærerne og KL. KL er nemlig blevet sendt i byen af regeringen, der skal bruge en ny aftale med lærerne for at kunne indføre en heldagsskole, lyder det fra Anders Bondo Christensen.

I KL afviser man blankt, at kommunerne er blevet sendt i byen af regeringen. Michael Ziegler betegner det som en konspirationsteori, at regeringen skulle have dikteret indholdet af en aftale.

"Jeg bliver ærlig talt indigneret over, at man blandt lærerne tror, at vi er sendt i byen af regeringen. Jeg er borgmester for De Konservative, så jeg kan ikke fjernstyres af en socialdemokratisk regering," siger Michael Ziegler.

"Det er patetisk, at Anders Bondo Christensen tror på denne konspirationsteori, men så samtidig opfordrer regeringen til et indgreb. Det hænger ikke sammen. Hvis han havde haft ret, så var det jo mig, der skulle ønske et indgreb, men det gør jeg ikke," siger Michael Ziegler.

BRANCHENYT
Læs også