IMF-chef hilser japansk pengetrykning velkommen

Trods rosen fra Legarde, falder kursen på den japanske valuta.

Chefen for den Internationale Valutafond (IMF), Christine Lagarde. Foto: Alexander F. Yuan/AP

Chefen for den internationale valutafond, Christine Lagarde, sagde i en tale søndag, at pengepolitik, inklusive ukonventionelle metoder, har hjulpet til at holde væksten oppe i de vestlige økonomier.

"Reformerne, som netop er blevet annonceret i Japan, hilser vi velkommen, da det er endnu et skridt i denne retning," lød det endvidere fra Christine Lagarde.

Japan annoncerede torsdag i sidste uge nye aggressive pengepolitiske lempelser, der inkluderer opkøb af statsobligationer for omkring 50.000 mia. yen om året (530 mia. dollar) og at alle obligationer uanset løbetid vil komme i centralbankens søgelys. Tidligere var det kun de korte obligationer med en løbetid på 0-3 år, som centralbanken lå og købte op.

- Der er dog en begrænsning for, hvor effektivt pengepolitik kan fortsætte med at tage størstedelen af slæbet. Udlån, eksempelvis, vil blive begrænset uden reel fremskridt med hensyn til at forbedre balancerne. Der kan også være ikke-forudsete konsekvenser af den førte politik, som beslutningstagere er nødt til at indregne og holde øje med, lød det yderligere fra Christine Lagarde i sin tale søndag.

Stød til valutaen

Christine Lagarde talte på det årlige asiatiske Boao Forum, som afholdes på den kinesiske ø Hainan, og her sagde hun også, at Asien er en vigtig medspiller for det internationale samfund, og at regionen siden finanskrisens udbrud i 2008 har stået for to tredjedele af den globale vækst.

Til trods for at IMF og Christine Lagarde hilser den aggressive japanske pengepolitik velkommen, så har de aggressive meldinger ført til en svækkelse af den japanske valuta, yen.

Hele 6 pct. er yen faldet overfor dollaren på blot fire dage, og det kan skabe bekymringer for andre landes eksport til Japan, som er verdens tredjestørste økonomi, idet varer eksporteret til Japan nu – alt andet lige – bliver 6 pct. dyre for japanerne.

BRANCHENYT
Læs også