Alkoholpille viser gode resultater

Lundbecks lægemiddel mod alkoholafhængighed viser en markant reduktion af forbruget.

Foto: Simon Murrell

Mandag morgen har Lundbeck offentliggjort nye data fra tre fase 3-studier for lægemidlet Selincro, der alle viser positive tendenser.

Midlet, der er EMA-godkendt til behandling af alkoholafhængighed, viste i de tre studier således en reduktion af alkoholforbruget hos patienterne på hhv. 57, 62 og 67 pct.

"De kliniske data for patienter med alkoholafhængighed, som har et stort alkoholforbrug, er meget stærke og konsekvente på tværs af de tre studier,” udtaler Anders Gersel Pedersen, Lundbecks koncerndirektør for forskning og udvikling, i en fondsbørsmeddelelse.

En flaske vin om dagen

De præsenterede resultater stammer fra en analyse af en undergruppe med ca. 850 patienter, der medvirkede i de tre pivotale kliniske studier ESENSE 1, ESENSE 2 og SENSE1,2,3, og som fortsat havde et stort alkoholforbrug efter et første, indledende lægebesøg.

De to identiske seks-måneders studier, ESENSE 1 og 2, viste, at de patienter, som fik behandling med Selincro, i gennemsnit reducerede deres alkoholforbrug med over 40 pct. inden for den første måned og med hhv. 57 og 62 pct. efter seks måneder, og dette var statistisk signifikant i forhold til placebo, altså snydemedicin.

"Endvidere har data fra det 1-årige studie bekræftet, at Selincro’s positive virkninger opretholdes og endda forbedres efter et års behandling, hvilket førte til en reduktion i det samlede alkoholforbrug på 67 pct. svarende til næsten en flaske vin om dagen," skriver Lundbeck i meddelelsen.

Usikkerhed om topsalg

Lundbeck venter at lancere Selincro på de første markeder i løbet af indeværende kvartal.

Topsalgsestimatet for midlet har været i vælten, da Lundbecks eget estimat på 2,5 mia. kr. ligger markant højere end samtlige af analytikernes. Forskningsdirektør Anders Gersel har tidligere fortalt MedWatch, at hans vurdering er, at analytikerne har ”underestimeret, er, at det er en anden type patienter, vi taler om, end dem som for øjeblikket bliver behandlet”.

Den forklaring var Søren Løntoft Hansen, analytiker hos Sydbank med et topsalgsestimat på 1,4 mia. kr., dog ikke enig i.

”Den køber jeg simpelthen ikke. Der er ca. 80 pct. af de 16-23 millioner europæere, der lider af alkoholafhængighed, som er udiagnosticerede, og det vil de blive ved med at være. De er enten ikke bevidste om, at de har et problem, eller også vil de ikke anerkende det,” svarede han.

 Analytiker: Lang penetreringstid for alkoholpille

 Lundbeck får godkendt alkoholpille i Europa 

BRANCHENYT
Læs også