Billig benzin skal lokke dig ud af Netto

Klokken er 21 onsdag aften, og du har lyst til et stykke chokolade. Hvor tager du hen?

Kiosker skal til at finde nicheprodukter for at hive kunderne tilbage i butikkerne.  Foto: Jonas Pryner Andersen

Ned i den nærmeste Netto eller hen til den lokale kiosk eller tankstation?

Der er nogen, der har måttet dreje nøglen om og nogle, der bløder gevaldigt.

Martin Schjøth, , Direktør i Nærbutikkernes Landsforening.

Med liberaliseringen af lukkeloven har danske supermarkeder fået mulighed for at holde åbent på ydertidspunkter, og mange forbrugere vælger derfor at køre i det lokale supermarked i stedet for på tanken.

Derfor oplever danske tankstationer og kiosker, at kundestrømmen på de skæve tidspunkter ebber ud, og de må derfor forny sig for at forsøge at hive kunderne tilbage.

"Vi bløder gevaldigt"

"Vi kan mærke en afmatning i kundestrømmen på de skæve tidspunkter som for eksempel en onsdag aften eller om søndagen," siger Per Brinch, der er kommunikationsdirektør hos Statoil, der har 230 conveniencebutikker og dermed er landets største kæde af servicestationer.

Lukkeloven
  • Den nye lukkelov trådte i kraft 1. oktober 2012.
  • Ifølge loven må butikker - herunder også supermarkeder - nu holde åbent alle søndage, med mindre der er tale om en helligdag. De må desuden forlænge deres åbningstid i hverdagene.
  • Butikker, der har en årlig omsætning på under 32,2 mio. kr. må gerne holde åbent på helligdage - butikker med større årlig omsætning, skal holde lukket på helligdage.

Omsætningen i mange kiosker og nærbutikker har også taget et dyk nedad.

”Der er nogle, der har måttet dreje nøglen om og nogle, der bløder gevaldigt, fordi de mangler søndags- og aftenomsætningen,” siger Martin Schjøth, der er adm. direktør i Nærbutikkernes Landsforening, der organiserer danske kiosker og nærbutikker.

Han understreger, at det især er supermarkedernes søndagsåbent, der er hård for medlemmernes omsætning. Derfor er mange kiosker, nærbutikker og tankstationer nu begyndt at tænke i nye baner.

Et helt nyt brand

Statoil har valgt at ændre hele kædens brand i forsøget på at hive kunderne tilbage på tankstationerne.

"Når du tænker på en tankstation, tænker du på kaffe og hotdogs. Det vil vi gerne ændre," siger Per Brinch.

Det nye brand skal give Statoil et café-image. Derfor er der indført smagsgaranti på kaffen og kanelsneglen, og kæden arbejder i øjeblikket på at indføre en række nye, friske drikkevarer, blandt andet smoothies og shakes. På enkelte stationer er der også lave lounges.

Desuden har Statoil valgt at nedsætte listeprisen på brændstof for at lokke flere kunder til og for at få kunderne fordelt over en større del af dagen.

Per Brinch påpeger, at Statoils nye strategi allerede har givet pote.

"Vi har set, at vi faktisk kan beholde kunderne på de tankstationer, der allerede har fået indført de nye tiltag," siger han.

Må finde nicher

I danske kiosker og nærbutikker er det en anden strategi, der skal redde omsætningen, vurderer Martin Schjøth.

”Vores medlemmer forsøger at finde interessante nicheprodukter. For eksempel ved at satse på et stort udvalg af blade, spil og tobak, som forbrugerne ikke kan købe i Netto og Fakta,” siger Martin Schjøth.

Han fortæller også, at nogle kiosker har måttet reducere deres åbningstid, fordi det ikke har kunnet betale sig for dem at holde åbent til kl. 20 eller 21 efter den nye lukkelov.

BRANCHENYT
Læs også