0

Landmænd får ekstraregning på 100.000 kr.

381 producenter har produceret for meget mælk. Det koster dem dyrt.

80 pct. af de danske mælkeproducenter er i økonomiske vanskeligheder, vurderer Landsforeningen af Danske Mælkeproducenter. Foto: Miriam Dalsgaard

Der er blevet malket meget det seneste år. Lidt for meget.

381 af de i alt 3.800 danske mælkeproducenter har overskredet mælkekvoten med 18,2 mio. kg mælk, og det giver nu udslag i en heftig strafafgift.

Producenterne skal samlet punge ud med 38 mio. kr. Det svarer til en gennemsnitlig strafafgift på 100.000 kr.

"En økonomisk gambling"

Strafafgiften vækker bekymring hos Landsforeningen af Danske Mælkeproducenter. Her frygter man, at mange af producenterne må dreje nøglen om.

Mange af dem, som har overskredet kvoten, er allerede presset på økonomien, forklarer foreningens formand, Kjartan Poulsen.

"Det er ofte producenter, som har det svært og derfor har forsøgt at optimere deres indtjening. De har satset på, at et tilsvarende antal producenter ikke producerede lige så meget mælk, så kvoten blev udlignet. Det er bare ikke sket."

Branchen er presset

Landsforeningen af Danske Mælkeproducenter vurderer, at 80 pct. af de danske mælkeproducenter er i økonomiske vanskeligheder. Det skyldes især, at 2012 var et "katastrofeår" med lave mælkepriser og høje priser på foder.

Ugen før kvoteåret sluttede, så det ud til, at 436 producenter ville blive ramt af strafafgiften. Det lykkedes dog for mange af producenterne at holde igen med mælkeproduktionen.

Mælkeproducenter skal betale 2,07 kr. pr. overproduceret kg mælk. Det seneste år er der blevet produceret over 4,6 mia. kg mælk.

BRANCHENYT
Læs også