I dag kan dit tv gå i flimmer

Kanaler i det gamle MPEG2-format må lade livet til fordel for HD-kvalitet.

Tirsdag d. 9. april lukker YouSee for 31 kanaler, der sendes i det gamle MPEG2-format. Foto: Jens Dresling

Hvis du er kunde hos YouSee, risikerer du tirsdag d. 9. april at vågne op til et fjernsyn, hvor alle dine favoritkanaler er gået i sort.

Det skyldes, at tv-udbyderen lukker for 31 digitale kanaler, der sendes i det gamle MPEG2-format. De pågældende kanaler vil fremover kun blive sendt digitalt i HD, dvs. i MPEG4-format.

YouSee lukker de første kanaler kl. 9 og forventer at være færdige kl. 12.

YouSee
  • YouSee er Danmarks største udbyder af kabel-tv.
  • Selskabet har ca. 1,2 mio. kabel-tv-kunder svarende til ca. 45 pct. af samtlige husstande.
  • YouSee distribuerer 150 forskellige tv-kanaler, som udbydes i en kombination af programpakker (grund-, mellem og fuldpakke) og individuelle tilkøb.

DR1 og TV2 til sidst

Processen er tilrettelagt, så det primært er de mindst sete kanaler, der slukkes først, mens MPEG2-udgaven af de mest populære, dvs. DR1 og TV 2, slukkes sidst.

"Vi venter med at gå i gang, til morgen-tv-udsendelserne er overstået, og så tager vi det ellers gradvist i løbet af formiddagen.

Det giver os en god fornemmelse for, hvordan det forløber rent teknisk, og hvordan det bliver modtaget af kunderne," forklarer Lars Techen Nielsen, der er afdelingschef i YouSee.

Hjælpen er klar

YouSee har i de seneste uger varslet deres 1,2 mio. danske kabel-tv-kunder om ændringerne via e-mail og med rulletekster på flere af de berørte kanaler.

Når MPEG2-versionerne forsvinder, vil de blive erstattet af et skilt, der informerer om, hvad der er sket.

"Erfaringsmæssigt ved vi, at denne type omlægning nok alligevel kommer bag på enkelte. Det er vi forberedt på, og vores kundecenter er klar til at hjælpe folk telefonisk," siger Lars Techen Nielsen.

50.000 husstande

Hvis man kan se kanaler i HD i dag, kan man være sikker på, at ens tv har en MPEG4-modtager. Hvis kanalerne alligevel går i sort, skal man blot genindlæse sine kanaler.

For nogle kommer ændringen til HD-kvalitet imidlertid til at koste.

50.000 husstande ser tv på ældre digitale fladskærme eller har en ældre digital boks, som ikke kan modtage HD-kanaler. De er nødt til at købe en ny fladskærm eller en digital boks med indbygget MPEG4-modtager.

Ønsker man ikke at købe nyt udstyr her og nu, er man dog ikke helt uden tv. De fleste af de berørte 31 kanaler sendes fortsat også analogt, og dem kan alle tv-apparater modtage. Det drejer sig bl.a. om alle kanaler fra DR (bortset fra DR3), TV 2’s kanaler og de fleste fra Viasat og SBS.

BRANCHENYT
Læs også