Obligationer: Tyske produktionstal drev renten op

Den danske rente sluttede mandag i 1,41 pct. for den toneangivende danske statsobligation med udløb i 2023.

Det var to basispoint højere end fredag ved lukketid, da renten blev presset markant ned efter skuffende amerikanske beskæftigelsestal.

Dagens væsentligste makrobegivenhed var tal for den tyske industriproduktion i februar, der blev offentliggjort ved middagstid. Stigningen på 0,5 pct. på månedsbasis var bedre end ventet, men overraskelsen modereredes af revisionen af nøgletallet for januar, som oprindeligt viste stilstand i produktionsudviklingen, men som nu er revideret til et fald på 0,6 pct. På årsbasis var der tale om et fald på 1,8 pct. eller dobbelt så meget som ventet. Og produktionsfaldet i januar på oprindeligt oplyste 1,3 pct. blev revideret til et fald på 2,6 pct.

Markedet tolkede tallene positivt og efterspørgslen efter de sikreste obligationer i Nordeuropa dæmpedes til fordel for interessen for sydeuropiske papirer med højere rente. Den spanske to-årige rente faldt under 2 pct. for første gang i to og et halvt år. I Italien faldt den 10-årige rente 4 point, mens en rentestigning i Portugal på 4 basispoint reflekterede bekymringer over, at landets højeste retsinstans ikke godkender regeringens spareplan.

Omvendt steg den tyske 10-årige rente 2 basispoint til 1,23 pct. I Storbritannien steg renten hele 6 basispoint, mens den franske 10-årige rente faldt et enkelt basispoint.

BRANCHENYT
Læs også