30 mio. kinesere får kortere til Danmark

En rejse på 1.500 km. har hidtil været det første "lille" skridt på vejen.

De forretningsdrivende på Strøget i København nyder godt af de mange  Foto: Sisse Dupont

Efter et rekordår for kinesisk turisme i Danmark forsøger Danmarks udenrigstjeneste nu at skubbe yderligere på for at trække flere kinesiske turister til Danmark. Det skal gøres lettere at søge visum, og derfor åbner Danmark et nyt visumcenter i den vestkinesiske metropol Chongqing.

Det nye visumcenter i bykommunen Chongqing, hvor der bor op mod 30 mio. mennesker, vil ifølge Aktiefokus’ oplysninger officielt blive indviet den 18. april i år, og dermed øger Danmark sin indsats for at øge antallet af de vigtige kinesiske turister.

Kinesiske overnatninger i Danmark steg i 2012 hele 36 pct. til 115.000 overnatninger, skriver Takeoff, og det er et tal, som i de kommende år med stor sandsynlighed vil vokse endnu mere i takt med, at kinesernes velstand stiger, og at den kinesiske valuta gradvist øger sin værdi.

Det nye danske visumcenter skal gøre det lettere for de mange vestkinesere at søge om visum til Danmark, da de nu undgår at skulle rejse de ca. 1.500 km. nordøst til hovedstaden Beijing, når der skal søges visum, hvilket både sparer tid, penge og besvær. For danskere ville et sammenligneligt scenarie være at skulle rejse til Norditalien for at søge om visum til Kina.

Stor kinesisk rejselyst

På globalt plan viser en undersøgelse fra FN’s verdensturismeorganisation, at Kina i 2012 overtog førstepladsen fra Tyskland, når det gælder forbrug på turistrejser. Kinesernes forbrug på udenlandsrejser steg imponerende 41 pct. til 102 mia. dollar, og dermed overgik landet både Tyskland og USA, som hvert år bruger omkring 84 mia. dollar, skriver Reuters.

I 2012 foretog kinesere mere end 83 mio. udenlandsrejse sammenlignet med blot 10 mio. udenlandsrejser i 2000.

Danmark, der også har visumcentre i de kinesiske storbyer Shanghai og Guangzhou foruden Beijing, bliver det tredje Schengen-land, som kan udstede visum i Chongqing.

Ungarn var i 2011 det første Schengen-land til at åbne visumkontor i den vestkinesiske storby, mens Finland senere hen indgik et samarbejde med Ungarn, som gjorde det muligt for kineserne at søge visum til Finland igennem det ungarske visumcenter.

BRANCHENYT
Læs også