Det kræver mere at få boliglån

Danskerne har mere mod på at låne. Men udlånscheferne har strammet kravene.

Især førstegangskøbere har fået mere appetit på egen bolig. Foto: Thomas Borberg / Polfoto

Danskerne vil gerne låne penge til bolig, men det er blevet sværere og også lidt dyrere.

Det fremgår af den udlånsundersøgelse, som Danmarks Nationalbank netop har offentliggjort for første kvartal af 2013.

Undersøgelsen viser, at de private danskere holder igen med at tage banklån, men til gengæld gerne vil låne til boligen. Det sidste gælder både eksisterende boligejere, men især også førstegangskøbere.

Kreditkrav strammet

Men samtidig har kreditinstitutterne dels strammet kravene og samtidig hævet priserne lidt. Det er sket, selv om andelen af nedskrivninger og tab på realkreditlån til private har været faldende.

Boligkøberne kan ikke længere forvente at få penge med til et nyt køkken.

Lise Nytoft Bergmann, boligøkonom Nordea Kredit

At udlægge det i retning af, at danskerne gerne vil låne penge til boligen, men ikke kan få lov til det, er dog en stramning, der ikke er dækning for, mener boligøkonom Lise Nytoft Bergmann fra Nordea Kredit.

"Undersøgelsen underbygger, at danskerne er blevet mere forsigtige og sparsommelige. Men den viser også, at danskerne gerne vil låne til boligen, og også førstegangskøberne igen har fået mod på at købe," siger Lise Nytoft Bergmann.

Et positivt tegn

Hun betegner det som positivt, at lånelysten både hos eksisterende og nye kunder i realkreditinstitutterne er stigende for fjerde kvartal i træk.

"Det tolker vi som et positivt signal for boligmarkedet. Men samtidig er der også tegn på, at det er blevet sværere at få sin boligfinansiering på plads," vurderer hun.

Om undersøgelsen

Hvert kvartal svarer kreditcheferne i de største penge- og realkreditinstituter på spørgsmål om ændringer i deres kreditpolitik.

De har fem svarmuligheder: Strammet en del, strammet lidt, uændret, lempet lidt, lempet en del.

Det sidste bygger hun på, at kreditcheferne i de største penge- og realkreditinstitutter gennem 7 kvartaler i træk har givet udtryk for, at de har strammet kreditpolitikken en smule. For realkreditmarkedet alene gælder det nu for fem kvartaler i træk.

"Men det er forståeligt, at kreditcheferne er lidt bekymrede, med tanke på hvad der sker - og er sket i Cypern, Portugal og Italien," siger Lise Nytoft Bergmann.

Glæde og bekymring

Hun mener, at tallene fra udlåndsundersøgelsen både vækker glæde og bekymring.

Det glædelige er, at en øget lånelyst blandt boligejere normalt er udtryk for, at de ser lidt lysere på fremtiden.

"Det er ikke kun godt for boligmarkedet, men også for økonomien som helhed. En højere lånelyst antyder nemlig, at handlen med boliger vil stige. Det vil normalt stabilisere boligpriserne og samtidig give øget forbrug og beskæftigelse, når den nye bolig skal sættes i stand," forklarer Lise Nytoft Bergmann.

Det nye køkken må vente

Det negative i undersøgelsen er, at stramningerne måske kan kvæle optimismen.

"Stramningerne kan desuden betyde, at boligkøberne ikke også kan forvente at få penge med til et nyt køkken eller en carport. Men mon ikke de alligevel vælger at købe boligen og så affinder sig med, at det nye køkken må komme til senere," siger Lise Nytoft Bergmann.

BRANCHENYT
Læs også