Obligationer: Lille rentehop i nyhedsfattigt marked

Obligationsmarkedet bød ikke på de store nyheder tirsdag, da rentepilen pegede lidt opad oven på de seneste ugers kraftige rentefald.

Det tyske handelsoverskud var lidt større, end økonomerne havde ventet. Foto: AP

Herhjemme lukkede renten på den toneangivende, 10-årige statsobligation med udløb i 2023 i 1,43 pct., hvilket var 2 basispoint højere end mandag.

- Vi ser noget profithjemtagning efter det imponerende rally, sagde rentestrateg Michael Leister fra Commerzbank i en generel kommentar til udviklingen på de europæiske obligationsmarkeder til Bloomberg News.

Siden starten af marts er den 10-årige danske rente faldet fra 1,67 pct. Det kulminerede foreløbigt fredag, da der kom skuffende arbejdsmarkedstal fra USA og renten kom under 1,40 pct. for første gang siden 28. december 2012.

I mangel af bedre var der tirsdag eftermiddag lidt fokus på offentliggørelsen af NFIB-stemningsbarometret for mindre amerikanske virksomheder. Barometret viste et lidt større fald i marts end ventet, men det var ikke noget, der gav anledning til forskydninger på markedet.

Fra Tyskland var der forinden kommet tal for handelsoverskuddet, herunder import og eksport. Handelsoverskuddet landede på 16,8 mia. euro, mens økonomerne ifølge Bloomberg News havde ventet et overskud på 15,0 mia. euro. Importen faldt med 3,8 pct., hvor der var ventet et fald på 0,1 pct. Eksporten faldt med 1,5 pct., mens der her var ventet et fald på 0,3 pct.

BRANCHENYT
Læs også