KFC’s udfordringer fortsætter i Kina

Frygt for fugleinfluenza er blot en af årsagerne til, at fastfood-kæden er presset.

Først gik fastfoodkæden KFC’s salg markant ned, så stabiliserede det sig, men i marts tog salget endnu et stort dyk, som følge af fortsatte skeptiske kinesiske forbrugere og et nyt udbrud af fugleinfluenza.

Yum Brands, der også ejer Pizza Hut og Taco Bell, måtte, set med aktionærernes øjne, desværre meddele, at det sammenlignelige salg (restauranter åbent i et år eller mere) i Kina som minimum faldt 13 pct. i marts.

Den store salgsnedgang i Kina, hvor Yum Brands henter halvdelen af sin omsætning, kommer ellers efter, at selskabet i februar oplevede en flad udvikling i salget efter en kæmpe lussing i januar, hvor det sammenlignelige fald styrtdykkede 41 pct.

Yum Brands-aktien reagerede onsdag aften negativt på nyheden, og det blev til det fald på 2,3 pct. til 65,2 dollar i det amerikanske eftermarked efter en mindre fremgang på 0,5 pct. i den ordinære handel.

Et stor marked med megen modvind

Yum Brands blev i slutningen af 2012 og i januar ramt af, at de kinesiske myndigheder satte fokus på selskabets leverandører af kyllinger, hvilket skabte en del negativ opmærksomhed, og endte med, at Yum Brands ophørte samarbejdet med flere end 1.000 mindre kinesiske slagterier.

Ud over image-problemerne relateret til selskabets underleverandører er KFC, der primært sælger produkter, som indeholder kylling, blevet ramt af den gennerelle frygt for fugleinfluenza, som er opstået, efter at et mindre nyt udbrud i Shanghai-området har taget livet af flere personer, og gjort op mod 20 personer syge.

Yum Brands har over 4.000 KFC-restauranter i Kina, mens selskabet har flere end 750 Pizza Hut-restauranter spredt ud over det store land.

BRANCHENYT
Læs også