Boligejere får fradrag for 5 mia. kr.

500.000 boligejere har fået forbedret boligen med hjælp fra skattefar.

Danskerne har taget BoligJobordningen til sig. Det forventes, at der 2012 vil blive foretaget fradrag for håndværkerudgifter for et beløb omkring fem mia. kroner, skriver Licitationen - Byggeriets Dagblad.

En foreløbig opgørelse, som Skat har lavet på baggrund af indberetninger frem til 26. marts, viser, at knap en halv mio. skatteydere har gjort brug af håndværkerfradraget og fradraget håndværkerudgifter for 4,7 mia. kroner.

Håber på forlængelse

Da der fortsat er mulighed for at indberette fradrag til selvangivelsen for 2012, forventes tallene at stige.

- Tallene bekræfter, at danskerne har taget ordningen til sig og at den skaber beskæftigelse, og at der derfor er god grund til at fortsætte ordningen i den nuværende krise, siger Michael Riff Alexandersen, konsulent i Dansk Byggeri.

Ifølge Skats foreløbige opgørelse er skatteværdien af fradragene i 2012 på 1,5 mia. kroner.

Beløbet svarer til, hvad regeringen i sin vækstplan forventer at det vil koste at genindføre ordningen.

BRANCHENYT
Læs også