Mærsk i Svendborg for 109. gang

Det begyndte på Højskolehjemmet i 1904 - nu er rammerne vokset.

Generalforsamling hos A.P. Møller-Mærsk i Troense i 2004. Arkivfoto

For mange aktionærer i A.P. Møller-Mærsk var det nok nemmere, at koncernen som vanligt holdt sine generalforsamlinger i Bella Center i København, men i år er Svendborg - eller rettere Troense på Tåsinge - valgt som vært.

Og det er bestemt ikke i strid med traditionerne i det traditionsbevidste rederikonglomerat.

"Vi har været her før," som bestyrelsesformand Michael Pram Rasmussen siger.

"Efter fusionen i 2003 var vi her i 2004 og 2008, og før holdt vi generalforsamlingen i D/S Svendborg siden begyndelsen i 1904. Det er faktisk 109. gang, vi er i Svendborg," fortalte han i sin velkomst til Mærsk-aktionærerne på dagens generalforsamling.

Rammerne er dog vokset en del, siden man generalforsamlingsdebuterede i Svendborg på Højskolehjemmet, hvor de første blev holdt.

Michael Pram Rasmussen påskønner i øvrigt, at så mange er mødt frem i Svendborg.

"Det er lettere for nogen, men nok også sværere for andre. Jeg påskønner, at I er mødt frem."

BRANCHENYT
Læs også