Butikscentre nyder godt af lockouten

Der er flere kunder end normalt, og det vil formentlig kunne ses på omsætningen.

I shoppingcentret Bruuns Galleri i Aarhus har deri de sidste to uger været flere kunder end normalt.  Foto: Martin Bubandt

Selvom det er en alvorlig samfundskonflikt, nyder vi helt sikkert godt af det.

Lotte Eiskjær Andersen, , centermanager i Field's

For ottende dag i træk må lærerne i dag ikke undervise, fordi de er lockoutede.

Skoleelever har derfor fået meget fritid, og mange vælger at bruge den i de danske butikscentre.

Både i Field's og Fisketorvet i København, i Bruuns Galleri i Aarhus, i Kolding Storcenter og i centret Bryggen i Vejle har der været flere kunder end normalt siden lockouten begyndte.

Ekstra kunder

"Vi kan mærke, at der er flere både unge mennesker og børn med deres forældre, som tager en tur herud," siger centermanager i Field's Lotte Eiskjær Andersen.

"Så selvom det er en alvorlig samfundskonflikt, nyder vi helt sikkert godt af det," siger hun.

I Kolding Storcenter og Bryggen i Vejle kommer der især flere børn med deres forældre og bedsteforældre.

"Særligt sidste uge var en flot uge, og vi har en klar idé om, at lockouten er en af årsagerne," siger Søren Holmbo, der er centeradministrator i Kolding Storcenter og for Bryggen i Vejle.

Både i centrene i Kolding og Vejle og i Field's er det især cafeerne og restauranterne, som får besøg af de ekstra gæster.

Indtjening ukendt

Der er ingen af de centre, som Jyllands-Posten har været i kontakt med, der har tal på, hvordan de ekstra kunder påvirker butikkernes indtjening. De tal bliver nemlig kun opgjort på månedsbasis.

Men i Bruuns Galleri har der været en "meget fornuftig omsætning" i lockoutperioden. Centermanager Claus Brændgaard kan dog ikke vurdere, om det kun skyldes lockouten.

Heller ikke i Field's findes der endnu konkrete tal på omsætningen under lockouten, men Lotte Eiskjær Andersen forventer at se en positiv tendens.

"Når der er flere kunder, så vil vi også mærke, at der bliver brugt flere penge. Det er klart," siger hun.

Ingen af centrene har gjort noget aktivt for at trække skoleeleverne til. Kun biografen i Kolding Storcenter har lavet særlige forestillinger om formiddagen, der retter sig mod det yngre publikum, der i øjeblikket har formiddagene fri.

BRANCHENYT
Læs også