Somalisk pirateri trækker spor i verdensøkonomien

Selv om piraterne i Somalia er stækket, koster deres pirateri årligt 18 mia. dollars.

En maskeret somalisk pirat foran et skib fra Taiwan, der skyllede op på stranden ved piratbyen Hobyo i Somalia, efter at der blev betalt løsesum og besætningen blev frigivet. Foto: Farah Abdi Warsameh/AP

Piraterne i Somalia, der hærger i farvandet ud for Afrikas Horn, koster hvert år det internationale samfund store milliardbeløb, og de svækker samtidig økonomien i nabolandene. Det konkluderer en ny rapport fra Verdensbanken.

Selv om antallet af kapringer sidste år faldt markant, og at piraterne indtil har været hårdt presset i dette år, koster pirateriet stadig 18 mia. dollars om året, skriver Verdensbanken i rapporten med navnet "Pirates of Somalia: Ending the Threat, Rebuilding a Nation", der blev fremlagt i denne uge i Somalias hovedstad Mogadishu.

Udgifterne, der er forbundet med de somaliske pirater, er så store, fordi rederierne bliver nødt til at sejle på nye ruter, hvilket sender brændstofudgifterne i vejret, og så betyder pirateriet også, at rederierne har udgifter til vagter, og at selskaberne skal betale højere forsikringspræmier.

Tidligere på ugen kom den amerikanske tænketank One Earth Future, der har set på de samlede omkostninger ved pirateriet, frem til, at pirateri koster mellem 5,7 og 6,1 mia. dollars om året - altså væsentligt lavere end det Verdensbanken er kommet frem.

Færre angreb

Ifølge rapporten har de somaliske pirater stået bag 1.068 angreb siden januar 2005. Af disse angreb har 218 resulteret i kapringer, hvor løsesummen i gennemsnit har ligget på 53 mio. dollars.

Det skønnes, at mellem 82 og 97 har personer har mistet livet i forbindelse med piraternes angreb.

Antallet af angreb toppede tilbage i 2011, men siden da er angrebene faldet drastisk. Det skyldes, at internationale flådestyrker nu befinder sig i området ud for Afrikas Horn, og at rederierne selv har opgraderet sikkerheden om bord på skibene.

Nabolande ramt

Piraterne i Somali har ikke kun konsekvenser for verdensøkonomien - de påvirker også økonomien i nabolandene. Siden 2006 har turismen i det østafrikanske landet haltet betragteligt bagud i forhold til andre lande syd for Sahara.

Ifølge Verdensbanken er eksporten af fisk fra nabolandene faldet med 23,8 pct. siden 2006.

Nabolandene, der er ramt af piraterne, er ifølge Verdensbanken Comoros, Djibouti, Mozambique, Madagascar, Mauritius, Seychellerne, Tanzania, Yemen, Pakistan og landene i Den Persiske Golf.

BRANCHENYT
Læs også