Og verdens bedste lufthavn er...

Prisen går igen-igen til samme verdensdel. Lufthavnen har pool og biografer.

Verdens bedste lufthavn har blandt andet en sommerfuglehave og biografer.  Martin Kierstein

Changi Airport i Singapore er blevet kåret som verdens bedste lufthavn af World Airport Awards i Geneve. 

Dermed løb lufthavnen med prisen for fjerde gang på de 14 år, prisen har eksisteret, skriver CNN.

Incheon Airport i Sydkorea fik en andenplads, mens Schiphol Lufthavn i Amsterdam blev kåret som verdens tredjebedste lufthavn.

12 mio. har stemt

Priserne er baseret på spørgeskemaer fra 12,1 millioner passagerer.

Passagererne har taget stilling til 39 forhold såsom ankomst, shopping og sikkerhed i 395 lufthavne verden over.

Changi Airport i Singapore håndterede i 2012 52 millioner passagerer og 1,81 millioner tons gods. Lufthavnen har ry for at tage sig godt af passagererne.

Asiatiske lufthavne er populære

Lufthavnen tilbyder f.eks. gratis byrundture for alle rejsende med en mellemlanding på mere end fem timer. Desuden har lufthavnen en swimmingpool, sommerfuglehave, natursti og biografer.

Lufthavnen var også en af verdens første til at introducere gratis wifi.

Blandt de ti bedste lufthavne i verden, var fem østasiatiske lufthavne. Og faktisk har kun én ikke-asiatisk lufthavn nogensinde vundet prisen, som verdens bedste. Det var Schiphol i Amsterdam tilbage i 1999, da prisen blev uddelt for første gang.

Regionale vindere

Schiphol blev da også Europas bedste lufthavn anno 2013, mens Vancouver International Airport i Canada blev kåret til den bedste lufthavn i Nordamerika.

Cape Town International blev kåret til den bedste lufthavn i Afrika, mens Lima Jorge Chavez International, Panama Tocumen og Abu Dhabi International løb med de regionale priser i henholdsvis Sydamerika, Centralamerika og Mellemøsten.

BRANCHENYT
Læs også