Vestas: Det er ikke et onemanshow

Arbejdet med at genopbygge tilliden til Vestas har spillet en hovedrolle i jagten på ny finansdirektør.

Morten Albæk, kommunikationsdirektør i Vestas. Foto: Ole Lind

Der gemmer sig ingen skjult dagorden bag finansdirektør i Vestas Dag Andresens afsked med vindmøllegiganten efter blot et enkelt år.

Det forsikrer selskabets kommunikationschef Morten Albæk.

"Jeg kan fastslå og understrege, at det fuldt og helt er Dag Andreasen egen beslutning at forlade Vestas," siger han til epn.dk.

Vestas er i gang med en omfattende turnaround, hvor et markant minus skal vendes til et plus, og i den proces har Dag Andresen spillet en hovedrolle. Af private årsager, der ikke uddybes nærmere, har han dog besluttet at forlade Vestas, som han kom til fra den svenske energikæmpe Vattenfall i foråret 2012.

Fokus på tilliden til Vestas

Dengang afløste han Henrik Nørremark, der havde siddet på posten som koncerndirektør Ditlev Engels højrehånd i en årrække.

At dømme efter analytikernes vurderinger, så har han været en succes på posten, da det ikke mindst er lykkedes at vende investorernes dybe mistillid til Vestas-ledelsen til det bedre.

Når man foretager en turnaround, som den vi er mere end midtvejs i, så er det ikke et onemanshow.

Morten Albæk, kommunikationsdirektør i Vestas

"Vi er bevidstgjort om, at det er vigtigt for Vestas at have en kompetent og tillidsvækkende cfo ikke mindst i forhold til investormiljøet og vores banker. Derfor har bestyrelsen og Ditlev Engel også haft et særligt fokus på at finde en erstatning for Dag Andresen, der kan tilsikre, at vi fortsætter med at styrke og genopbygge tilliden til Vestas," siger Morten Albæk.

Holder momentum

Den proces vil fortsætte i samme tempo - også uden Dag Andresen, lover Morten Albæk.

"Når man foretager en turnaround, som den vi er mere end midtvejs i, så er det ikke et onemanshow. Det er en turnaround ledet af bestyrelsen og direktionen, og det betyder, at en enkelt udskiftning gør ikke, at vi mister momentum eller ændrer så meget som en centimeter på vores strategiske fokus på at gøre Vestas mere skalérbart, mere fleksibelt og dygtigere til at tjene penge," siger Morten Albæk.

En tung erfaringsbase

Marika Fredriksson tiltræder som ny finansdirektør i Vestas den 1. maj, og uden at sætte dato på så forsikrer Morten Albæk, at man har kendt til Dag Andresens afgang så længe, at man har haft tid til at finde den helt rigtige afløser.

Den kommende finansdirektør sad i perioden fra 2009 til 2012 i en lignende stilling hos medicinalvirksomheden Gambro i Sverige, og før det har hun fungeret som finansiel chef hos Autoliv (2008-2009) og Volvos byggeudstyrsafdeling Volvo Construction Equipment, hvor hun over en periode på 12 år skabte fundamentet for sin karriere, der nu fører hende til Vestas i Aarhus.

"En person, der har haft 12 års topledelseserfaring fra Volvo, en ekstremt tung erfaringsbase, anser vi som en 100 pct. kvalificeret afløser for Dag," siger Morten Albæk.

Masser af udfordringer

Hos Vestas forventer man, at selskabet nye medlem af direktionen ganske hurtigt kommer op i fart, og der venter formentlig masser af udfordringer. Vestas leverede et bundlinjeresultat på godt -5 mia. kr. i 2012, og ordreindgangen har ikke været prangende indtil videre i år.

"Som den resterende del af direktionen skal hun være med til at fortsætte den positive udvikling, som virksomheden har været igennem de seneste 12-16 måneder. Det handler om at gøre Vestas til en virksomhed, der er mere let i sin forretningsmodel og blive ved at opbygge og styrke tilliden til investormiljøet og vores ejerkreds," siger Morten Albæk.

Dag Andresen bliver afløst af Marika Fredriksson den 1. maj.

Læs også