JP og Politiken udvider samarbejdet

De to landsdækkende aviser lancerer en samlet annoncepakke med deres mobilsites.

Jyllands-Posten og Politiken samarbejder om en fælles mobil-annoncepakke.  Foto: Torben Storyer

De ér flyttet sammen. I dag offentliggør de så, at de også vil arbejde sammen. Denne gang om en mobil-annoncepakke.

Jyllands-Posten og Politiken lancerer i dag en samlet annoncepakke, som virksomheder kan investere i for at nå ud til avisernes kunder via de to store dagblade.

Over 20 mio. visninger om måneden

De to store aviser deltager ikke i andre mobile netværk, så for at fange de to avisers læsere skal virksomheder investere i den fælles annoncepakke. Og det vil, ifølge annoncedirektørerne Morten Werge Kallmayer og Henrik Børjesson fra hhv. Jyllands-Posten og Politiken, være en god idé.

"Jyllands-Posten og Politiken dækker hver måned over 1,2 mio. mobile enheder, og med sammenlagt mere end 20 mio. månedlige sidevisninger kan vi ikke alene levere kvalitet men også kvantitet," siger Morten Werge Kallmayer.

Virksomhedernes annoncer vil blive vist ligeligt på de to mobilsites.

Nemt at forstå

En vigtig del af strategien bag den nye annoncepakke fra de to aviser er at gøre op med ugennemsigtigheden i annoncebranchen.

"I et mobilt netværk er det ofte uigennemskueligt for annoncøren, hvor eksponeringerne egentlig afvikles, ligesom den kontekst, annoncerne placeres i, kan variere meget kvalitetsmæssigt. Med denne pakke tilbyder vi en løsning, som er nem at forstå, sikrer kvalitetsparametren - og som er fuldt gennemsigtig," lyder det fra de to annoncedirektører.

Pakken sælges af både Jyllands-Posten og Politikens annonceafdeling.

BRANCHENYT
Læs også