Post Danmark frifundet i reklamesag

Omslaget om Post Danmarks reklamer er lovligt, vurderede retten.

Når reklamerne, som Post Danmark distribuerer, kommer ind ad døren, vil de fortsat være i et omslag.  Foto: Ulrich Borch

Når reklamer, der er distribueret af Post Danmark, dumper ind i postkassen i weekenden, kommer de som regel i et reklameomslag.

Det omslag har været genstand for en sag i Højesteret mellem Forbrugerombudsmanden og Post Danmark.

Sagen drejede sig om, hvorvidt omslaget skal opfattes som en adresseløs reklame eller ej.

Hos Post Danmark opfatter man omslaget som en adresseløs reklame, og den vurdering nåede Højesteret også frem til i dag, mandag.

"Sagen har afklaret retsstillingen på området, og vi er naturligvis meget tilfredse med, at Højesteret i sin dom bekræfter vores opfattelse af, at omslaget er at betragte som en adresseløs reklame, og at vi dermed har fået fuldt medhold," siger Jens Heurlin, der er chefjurist hos Post Danmark.

Reklamer fortsat i omslag

Jens Heurlin understreger, at man i Post Danmark ikke har nogen interesse i at omdele reklamer til nogen, der ikke vil modtage dem.

"Og ønsker man ikke adresseløse reklamer i brevkassen, så kan man - ligesom hidtil - tilmelde sig ordningen "Nej tak til reklamer", og så modtager man naturligvis ikke denne type reklamer," siger Jens Heurlin.

Og netop den ordning har mange danskere allerede sagt ja tak til. Hver tredje danske husstand har således et reklameafvisende skilt på postkassen.

De resterende to tredjedele, der modtager de fysiske reklamer, vil fortsat opleve, at weekendreklamerne, som Post Danmark distribuerer, kommer i et omslag.

BRANCHENYT
Læs også