Mælkekonge: Fik jobbet ved et tilfælde

Arlas topchef, Peder Tuborgh, gør status efter 25 år med mælk hver dag.

Peder Tuborgh mener, at Arlas største udfordring bliver at finde fodfæste på markeder udenfor Europa.  Foto: Jan Dagø/Polfoto

Det var en tilfældighed, at han fik job hos Arla Foods, der dengang hed MD Foods.

Nu - 25 år efter - har Peder Tuborgh skiftet stillingen som produktionschef ud med jobbet som administrerende direktør. Stadig i Arla.

Han kunne ikke forestille sig et bedre job, fordi koncernen har været - og i fremtiden vil være - i konstant udvikling.

Middagsinterviewet

Alle hverdage stiller vi i Middagsinterviewet 10 spørgsmål til en aktuel person.

Middagsinterviewet er i dag med:

Peder Tuborgh, snart 50 år. Administrerende direktør i Arla Foods siden 2005.

Har netop haft 25 års jubilæum i virksomheden, der tidligere hed MD Foods.

Arla var et tilfælde

Hvorfor blev netop Arla din første arbejdsplads?

"Vejen ind i Arla var et tilfælde. Jeg kunne være havnet en masse andre steder, men da jeg først var startet, fandt jeg ud af, at det er spændende at arbejde med fødevarer og forbrug."

Har du aldrig haft lyst til at prøve kræfter med noget andet end mejerisektoren og Arla Foods?

"Nej. Jeg må ærligt tilstå, at jeg er så glad for Arla, at det kun har været i ganske små nanosekunder, at jeg har overvejet at skifte. Men Arla er en virksomhed i konstant udvikling, og der er så mange ting at arbejde med, at jeg ikke kan forestille mig at være andre steder."

Den vækst, vi har haft i alle mine 25 år, men særligt i de seneste år - den får man kun forståelse for, hvis man gør det bæredygtigt.

Peder Tuborgh, administrerende direktør hos Arla Foods.

Kriser gør os klogere

Du har nu brugt halvdelen af dit liv i Arla. Hvad har været den største udfordring i dine 25 år i virksomheden?

"Der har heldigvis været mange. Bl.a. har Mellemøstkrisen været svær, men den er vi ovre, og der har været en melaminskandale, som dog ikke vedrørte os specifikt. Men kriser skal man bruge, så man kan blive klogere på, hvordan forskellige situationer skal håndteres, så man er bedre rustet fremadrettet."

På hvilket område har Arla udviklet sig mest i løbet af dine 25 år?

"I dag har vi også ejere uden for Danmark bl.a. i Tyskland, Sverige og Belgien - det havde vi ikke, da jeg startede. Dengang var det en ren dansk virksomhed, men nu er vi mere internationale. Det har været en spændende udfordring at få lov til at skabe og få det til at virke."

Blå bog
  • 1987: Færdiguddannet cand. merc.
  • 1987: Produktchef i MD Foods i Tyskland (der senere fusionerede med svenske Arla)
  • 1990: Marketingschef i MD Foods i Saudi-Arabien
  • 1994: Marketingschef i MD Foods i Danmark
  • 2000: Divisionsdirektør hos Arla Foods i Danmark
  • 2003: Koncerndirektør for Arla Foods
  • 2005: Administrerende direktør for Arla Foods
  • Desuden er Peder Tuborgh medlem af besytrelsen på Aarhus Universitet, hvor han er næstformand, og for Royal Greenland.

Bæredygtighed er nødvendigt

Hvordan vil du gerne have, at Arla skal fremstå i Danmark og i resten af verden?

"Siden jeg blev administrerende direktør i 2005, har jeg arbejdet for at skabe en fælles kultur og identitet, så medarbejdere og virksomheden overordnet sender samme dna om, at Arla er bæredygtig."

"Den vækst, vi har haft i alle mine 25 år, men særligt i de seneste år, den får man kun forståelse for, hvis man gør det på en bæredygtig måde. Ved at være økonomisk fornuftig og ikke opslide samfundet og miljøet."

Hvordan er det at være chef for en koncern, der er under konstant overvågning?

"Det er fantastisk. Forbrugere, samfund og politikeres bevågenhed gør, at vi skal være helt fremme i skoene og sørge for at være gode til det, vi gør. Det er med til at skabe en atmosfære af, at vi hele tiden skal kunne forandre os."

Nye markeder

Hvad forudser du vil blive den største udfordring for Arla i fremtiden?

"Den helt store udfordring for hele branchen bliver, at fremtidens vækst ligger på markeder, hvor vi klassisk ikke fylder særlig meget eller har så meget historie. Vi vokser en del hurtigere, end vi er vant til og lærer at forstå, hvad forbrugerne i de dele af verden ønsker sig."

Den helt store udfordring for hele branchen bliver, at fremtidens vækst ligger på markeder, hvor vi klassisk ikke fylder særlig meget eller har så meget historie.

Peder Tuborgh, , administrerende direktør hos Arla Foods.

Ved årsskiftet lancerede I en ny 2017-strategi, hvor Arla især i fremtiden vil fokusere på markeder udenfor Europa. Hvorfor vurderer I, at tiden er moden til det skifte nu?

"Der vokser en fantastisk middelklasse frem uden for Europa, som vil vokse fra 2 mia. til 4 mia. mennesker. Dem skal vi nå. Udfordringen bliver så at få vores mindset gearet ind på deres behov uden at ødelægge det, vi gør godt i Europa og i Danmark nu."

Hvordan håber du, at Arla Foods' rolle på det globale mejerimarked er om 10 år?

"Mit ønske er, at Arla står som en meget betydelig global spiller i vores branche og er anerkendt for vores bæredygtige løsninger på de markeder, hvor vi opererer."

Fejring mandag

Peder Tuborgh fejrer i dag, mandag, sit 25 års jubilæum og 50 års fødselsdag med en reception for forretningsforbindelser, venner og kolleger.

Om der bliver serveret champagne eller mælk, vil tiden vise, men hvis valget skulle falde ud til mælkens fordel, har Peder Tuborgh en klar favorit.

Hvilken slags mælk drikker du selv?

"Jeg drikker økologisk minimælk, fordi jeg bedst kan lide det."

BRANCHENYT
Læs også