Bryllupsklokkerne er tavse

Mange spåede, at 2012 ville byde på en konsolidering i vindmølleindustrien. Sådan er det ikke gået.

De store vindmølleproducenter fik en regulær blodtud i 2012.

Bunkebryllup.

Det var, hvad mange sidste år så som næste naturlige skridt i en vindmølleindustri, der stod overfor et hårdt år med overkapacitet i markedet, faldende priser og salgsproblemer på det vigtige amerikanske marked.

»Vi forventer en konsolidering i branchen,« lød det fra eksperter, aktører og finansfolk.

I dag er krisen i branchen en realitet. Alligevel står bryllupskagerne uspiste hen.

»Vi burde have set en konsolidering, men det er ikke sket endnu,« erkender Jacob Pedersen, senioranalytiker i Sydbank.

Blodtud til de største

Han deltog i sidste års kor af spåkoner, der pegede på et bunkebryllup i branchen.

At bryllupsklokkerne alligevel er tavse, forklarer han i dag med en stærk trang i selskaberne til at stå på egne ben og kæmpe videre.

»Og så er de åbenbart ikke så pressede, at det for alvor er nødvendigt for dem at gå sammen,« siger Jacob Pedersen.

Et kig på en opgørelse over 2012-resultaterne i ni af verdens største vindmølleselskaber, som Dansk Aktie Analyse har udarbejdet for Morgenavisen Jyllands-Posten, viser ellers, at 2012 har betydet en regulær blodtud, idet den samlede bundlinje for selskaberne viser et tab på tæt ved 9,9 mia. kr.

Michael Friis Jørgensen, aktieanalytiker i Alm. Brand Markets, finder det dog meget naturligt, at bryllupsfeberen endnu ikke har indfundet sig.

»Hvorfor skal man købe produktionskapacitet, som man ikke rigtig kan bruge til noget i en tid med stor overkapacitet i branchen?« spørger han retorisk.

Billigt kan være for dyrt

Han køber heller ikke argumentet om billige selskaber.

»Der er jo en årsag til, at tingene er billige, og det er, at der er kæmpe usikkerhed omkring markedet. Det er jo ikke dér, man som virksomhedsleder slår til og åbner pengekassen på fuldt gab,« siger Michael Friis Jørgensen, der ikke tror på en konsolidering de næste par år.

Nedturen har især ramt det kinesiske marked hårdt.

I 2012 er mængden af installeret vindenergi dykket 25 pct. eller 4.400 megawatt.

»Mit bedste bud er, at vi kommer til at se en konsolidering i 2013 særligt i Kina, for de er ved at være godt møre derude nu,« siger Jacob Pedersen, der til gengæld ikke venter giftermål blandt vestlige selskaber.

Ifølge de seneste opgørelser er der mere end 40 vindmølleproducenter i Kina.

BRANCHENYT
Læs også