Bondo kan sende skolelederne i strejke

Over 4.000 skoleledere er medlem af Danmarks Lærerforening og skoleledernes formand sidder i hovedbestyrelsen.

Formand for Skolelederne, Anders Balle sidder i hovedbestyrelsen for Danmarks Lærerforening. Foto: Jan Grarup

Det skriver Avisen.dk. Noget absurd rod, siger arbejdsmarkedsforsker.

I weekenden rejste der sig et ramaskrig, da Anders Bondo sagde, at skolelærerne skulle lede skolerne.

Faktum er, at det gør han allerede. Anders Bondo Christensen er nemlig formand for 98 procent af samtlige skoleledere på landets folkeskoler. De er medlem af Danmarks Lærerforening (DLF), og står på den måde i direkte forbund med deres egne lock-outede ansatte.

"De bør efter min mening marchere ud af Danmarks Lærerforening i samlet flok og have deres egen forening, og skal de være nogen steder, skal de være i en lederorganisation," siger arbejdsmarkedsforsker Flemming Ibsen fra Aalborg Universitet til Avisen.dk. Han mener det er dybt kritisabelt, at skolelederne er medlem hos lærerne.

Flere har allerede meldt sig ud

Det er der også en del af skolelederne, der er enige i. Siden konflikten begyndte har 30-40 skoleledere meldt sig ud, og flere overvejer at følge efter.

Men dermed har de ikke længere noget talerør. Skolelederforeningen er en kreds i Danmarks Lærerforening, og der står direkte i vedtægterne, at man skal være medlem af DLF. Sådan har det været siden 2008, hvor en konkurrerende skolelederforening, der stod udenfor lærernes fagforening, blev opslugt.

Bondo chef for skoleledernes formand

Resultatet er, at talsmanden for Skolederforeningen, Anders Balle, sidder i hovedbestyrelse for Danmarks Lærerforening, hvor Anders Bondo Christensen reelt er hans chef.

Konflikten kunne have været sat endnu mere på spidsen. Danmarks Lærerforening kan nemlig vælge at sende skolelederne i strejke, som modsvar på på KLs lockout. Så havde cheferne for skolerne stået med bannere udenfor KLs hovedkvarter. Det kunne Anders Balle godt se ikke fungerede.

"Jeg bad om i Lærernes Centralorganisation, at skolelederne ikke blev inddraget. Det ville være for provokerende for skolelederne," siger Anders Balle til Avisen.dk.

"Samme interesser"

Men Andersen Bondo Christensen formanden for både lærerne og skolelederne kan ikke få øje på andet end at den fælles fagforening er en "kæmpe fordel".

"I 90 til 95 procent har lærere og skoleledere fælles interesser," siger han til Avisen.dk.

Men skolelederforeningens formand siger selv, at skolelederne i den aktuelle konflikt, når det handler om arbejdstid, ikke kan være på andre sider end arbejdsgivernes - det vil sige KL, der har smidt lærerne på porten.

Hvem skal fylde strejkekassen?

Enigheden ser også ud til at stoppe, når det drejer sig om at fylde strejkekassen efter lockouten. Anders Bondo mener, at skolelederne "formentlig skal være med til at fylde kassen". Anders Balle mener derimod ikke, at det har været deres konflikt.

"Det ville være en rendyrket provokation for mange skoleledere, hvis vi skal fylde strejkekassen op igen på grund af en konflikt om lærernes arbejdstid." Hos arbejdsgiveren i KL ser man ikke noget problem i stort samtlige skoleledere står under modpartens flag

"Det er organisations- og ytringsfrihed," siger Sine Sunesen, direktør i KL.

Hun der peger på, at når man prøver den danske model af, kan man opleve nogle situationer lidt spøjse.

"Det vigtige er, at skolelederne er bevidste om, hvilken kasket de har på," siger hun til Avisen.dk.

BRANCHENYT
Læs også