Googles computerbrille tæt på lancering

Hvis alt går efter planen vil man kunne købe Google Glass allerede i år.

Selv om Google Glass efter planen skulle komme på markedet i år er spørgsmålet stadig, hvornår den bliver et almindeligt syn i gadebilledet. Foto: Jeff Chiu/AP

Amerikanske Google, der revolutionerede markedet for internetsøgninger, er snart klar til at sælge sine banebrydende computerbriller, som mest af alt ligner en rekvisit fra en science-fiction film. Tirsdag aften præsenterede Google computerbrillernes specifikationer.

Google Glass eller blot Glass, som computerbrilleprodukter hedder, vil indeholde en lille skærm med højopløsning, et 5 megapixel-kamera og et batteri, som kan holde en hel dag, ved normalt brug af Glass. Brillerne vil desuden være udstyret med Bluetooth og Wifi.

Stemmestyrede briller

Brillerne vil have 12 GB hukommelse, mens der er adgang til 4 GB ekstra plads i Googles internetbaserede servere, Google Cloud. Der er ingen touch-skærm eller tastatur, og funktionerne i Glass kan derfor kun styres af brugeren stemme.

Fakta
Du kan se mere om de nye computerbriller fra Google her på selskabets egen side.

Google Glass ventes at komme i handlen allerede i år, og brillerne ventes at koste under 1.500 dollar (8.500 kr.), skriver Bloomberg News.

- Google Glass har en kæmpe mulighed for at skabe et solidt førstegangsindtryk. De har bestemt gjort fremskridt, vurderer analytiker hos it-konsulenthuset Gartner Brian Blau over for Bloomberg News.

Google Glass kommer til at kæmpe med smartphones, da brillerne har flere af de samme funktioner, mens Google Glass formentlig også ventes at skulle kæmpe med et computer-armbåndsur fra Apple, som ifølge kilder har over 100 designere i gang med at udvikle uret.

BRANCHENYT
Læs også