Her er de billigste biler i mellemklassen

Golf imponerer på brændstoføkonomi, men er det nok til en topplacering?

Og her er så vinderen i Golf-klassen - Kia Ceed. Foto: Kia

Værditab har afgørende indflydelse på bilens driftsøkonomi. Selv fremragende brændstoføkonomi kan ikke stille noget op mod et stort værditab.

Omvendt kan en længere garantiperiode end det normale tælle positivt i regnskabet.

Typiske familiebiler

Det viser den seneste bilanalyse fra Bilpriser.dk, der denne gang har regnet på driftsregnskabet i den såkaldte lille mellemklasse, som også kaldes kompaktklassen eller Golf-klassen. I den findes biler som VW Golf, Peugeot 308, Skoda Octavia, Renault Megane, Citroën C4, Kia Ceed og Hyundai i30.

Det var de typiske familiebiler, før småbilerne vendte op og ned på bilmarkedet og satte sig på hovedparten af nybilsalget.

Udgifter over fire år

Bilpriser.dk har regnet på, hvad det vil koste at køre i disse biler i en periode over fire år og med 20.000 kilometers kørsel om året. Forsikrings- og serviceudgifter er holdt ude af regnestykket, da de i høj grad afhænger af bilisternes individuelle aftaler.

På grund af minibilerne er kompaktklassen heller ikke, hvad den har været. Således slår Bilpriser.dk fast, at minibilernes popularitet rammer kompaktklassen i form af højere værditab, der slår igennem på totaløkonomien.

Dieselbiler i top

De fire billigste biler i klassen er alle dieselbiler: Kia Ceed, Citroën C4, Hyundai i30 og Renault Megane, mens Skoda Octavia er den billigste benzinbil på femtepladsen. Den klemmer sig lige ind foran den tilsvarende dieseludgave.

Benzinudgaven af Octavia lever højt på den fine brændstoføkonomi, der giver en meget lav ejerafgift - 2.320 kr. over fire år.

Kia Ceed koster over fire år 2,29 per kilometer. Men kun få øre skiller bilerne i toppen.

Koreanske vindere

Det vil måske være en overraskelse for mange bilister, at de to koreanske biler, Kia Ceed og Hyundai i30, er placeret så flot i toppen.

Men en stor del af forklaringen skal findes i de to mærkers garantiordning. Kia tilbyder 7 års garanti dog begrænset til 150.000 km, mens Hyundai giver 5 års garanti uden kilometerbegrænsning.

Det betyder, at Kia'en efter 4 år stadig kan sælges videre med 3 års garanti, mens Hyundai'en kun har 1 års garanti tilbage. Mange af de europæiske mærker tilbyder stadig kun 2 års garanti.

Høj pris koster for Golf

Og hvordan forholder det sig så med VW Golf, der har lagt navn til klassen?

Den nyeste udgave har fået fremragende anmeldelser af motorjournalisterne, men i driftsregnskabet bliver det kun til en placering i den tungeste halvdel af feltet på 38 biler.

VW Golf i dieseludgaven er placeret som nummer 21 med en kilometerpris på 2,62 kr., selv om bilen har en fremragende brændstoføkonomi.

Forklaringen er ifølge Bilpriser.dk, at Golf'en er dyr i anskaffelse, og at det ikke kompenseres af en tilsvarende høj brugtpris. Det beregnede værditab på 121.511 kr. er større end for 26 af konkurrenterne i feltet.

Golf er ikke længere enerådende

"Golfen var tidligere nærmest enerådende på markedet. Hvis folk ikke havde råd til en ny Golf, købte de den måske som brugt. Det var med til at sikre en høj gensalgsværdi, som igen gav en god driftsøkonomi," forklarer Niels Grøftehauge, der er chefkonsulent hos Bilpriser.dk.

"Golfen er stadig en fremragende bil, men prisen er høj, og de koreanske konkurrenter er bare blevet så meget bedre, end de var. Jeg kan ikke mindes, at jeg har hørt om problemer med Kia Ceed eller Hyundai i30," tilføjer han.

"Samtidig spiller det positivt ind med den lange garanti. Hvis folk overvejer at købe en brugt model, kan de jo få den testet hos FDM, og så stadig få det udbedret på garantien, hvis der skulle være noget at udsætte på bilen. Det giver køberne en ekstra sikkerhed," siger Niels Grøftehauge.

BRANCHENYT
Læs også