Dansker vakte opsigt på fyldt stadion

Tyk mand stjal tyske fodboldfans' opmærksomhed i dansk reklamestunt.

Tilskuerne på Bay Arena i tyske Leverkusen spærrede øjnene ekstra meget op i pausen af kampen mellem hjemmeholdet Bayer Leverkusen og gæsterne fra Wolfsburg.

Midt i den obligatoriske pause-seance, hvor kameraer zoomer ind på enkelte tilskuere på tribunerne, dukkede en sumobryder tilsyneladende op på lægterne. Det skriver sitet markedsforing.dk.

Han pløjede sig vej ned igennem tilskuerrækkerne for til sidst at rive trøjen af en målløs fodboldfan.

Reklame for forsikringsselskab

Som man kan se i videoen i toppen af denne artikel, er der dog tale om et reklamestunt for forsikringsselskabet DEVK, der efterfølgende har lagt en video af det hele på Youtube.com.

Straks efter sumobryderens optræden dukker teksten: "Hvordan forklarer du det til dit forsikringsselskab?" op på skærmen.

Sekvensen med sumobryderen var optaget på forhånd og blev klippet ind i strømmen af live-billeder, som blev optaget på stadion i pausen.

Dansker har instrueret

Det er reklamebureauet Grabarz & Partner, der står bag reklamen, men det er danske Jonas Arnby, der har instrueret filmen, ligesom han også har været med i idéudviklingen.

Og sumo-stuntet har allerede vakt opsigt uden for Tyskland.

Således har det været omtalt på det internationale branchesite creativity-online.com, der skriver om det bedste inden for markedsføring.

BRANCHENYT
Læs også