Sådan får du den billigste el

Du vil oftest snyde dig selv ved at blive hos dit nuværende elselskab.

Mange forbrugere har svært ved at gennemskue, hvordan de får den billigste el.  Foto: Ole Lind

I øjeblikket modtager danske husstande et brev fra deres elselskab, hvor de bliver opfordret til at tage stilling til deres el. Men mange har svært ved at overskue, hvilket selskab der kan tilbyde den billigste el, og hvad de skal gøre.

Skal du blive hos det selskab, du allerede er tilknyttet? Skal du slå til på det billigste kampagnetilbud, velvidende at prisen stiger, når kampagnen udløber efter tre måneder? Eller skal du tilmelde dig en indkøbsforening, der er en sammenslutning af husstande, som sammen presser elselskaberne for at få en bedre mængdepris?

Find det billigste

I de breve, som 1,7 mio. danske husstande får ind i postkassen i øjeblikket, bliver forbrugerne anbefalet at bruge elpristavlen.dk til at tjekke, hvor de kan få den billigste el.

"Elpristavlen.dk er en god mulighed, hvis man er en aktiv forbruger, for der ligger i øjeblikket priser helt ned til 17 øre/kWh. Men de priser er kunstigt lave," siger Morten Sinding, der er forbrugerjurist hos El-forbundet.dk, en sammenslutning af elkunder, der er gået sammen for at forsøge at presse elselskaber til at give dem en bedre mængdepris.

Morten Sinding henviser til, at priserne er en del af et kampagnetilbud, som kunden får de første tre måneder. Herefter stiger prisen markant.

I stedet mener Morten Sinding, at man skal slutte sig til en indkøbsforening som El-forbundet.dk, hvor en flok forbrugere samlet forsøger at presse prisen i bund.

Nødvendigt at være aktiv

Indkøbsforeninger som El-forbundet.dk er af flere elselskaber blevet kritiseret for at pynte på den besparelse, de fortæller, man som medlem kan opnå.

Sammenligner man den elpris, man kan få ved at være medlem af El-forbundet.dk, med prisen på et kampagnetilbud, så trækker medlemmerne af forbundet da også det korteste strå, indrømmer Morten Sinding. 

"Hvis man selv sætter sig aktivt ind i gebyrstrukturen på elselskabernes kampagnetilbud og sørger for at skifte selskab i tide, så vil vi aldrig kunne konkurrere med den pris, som man så kan få sin el til," siger han.

Den besparelse, som man kan opnå ved at melde sig ind i en indkøbsforening som El-forbundet.dk, er nemlig ikke nær så stor, som den man opnår ved at tilmelde sig et kampagnetilbud fra et elselskab.

Få skifter selskab

Problemet er bare, at man som forbruger så skal være opmærksom på at melde sig ud af selskabet i tide, så man ikke automatisk går over til en dyrere standardpakke, når kampagneperioden udløber efter tre måneder.

Det tvivler Morten Sinding på, at de fleste forbrugere rent faktisk er opmærksomme på.

For som tendensen er i dag, er det ikke sandsynligt at forbrugere skifter selskab ofte. I 2012 skiftede kun 6,7 pct. af de danske husstande fra et selskab til et andet. Det fremgår af et nyhedsbrev fra Dansk Energi.

Det er det højeste tal i fire år. I 2010 og 2011 var det kun cirka 4 pct., og i 2009 var det 6 pct.

Lille besparelse

Forklaringen på at så få vælger at skifte selskab er formentlig, at besparelsen er lille.

Der er nemlig så mange afgifter på elregningen, at det reelt kun er 17 pct. af regningen, nemlig selve elprisen, som selskaberne kan konkurrere på - og hvor forbrugerne kan opnå en besparelse.

”En gennemsnitshusstand - et lille parcelhus med en familie på fire – vil i gennemsnit kunne spare 500 kr. om året ved at vælge et andet el-selskab," vurderer Jacob Schaumburg-Müller, der er kontorchef i Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen.

BRANCHENYT
Læs også