Nethandel: Fragten koster dyrt

Tusindvis af danskere afbryder nethandler på grund af fragtprisen.

Halvdelen af de danske forbrugere afbryder et køb på nettet, fordi fragten er for dyr. Foto: Thomas Borberg.

Du lægger t-shirten til 100 kr. i din virtuelle indkøbskurv, går videre til betalingen og finder dankortet frem. For derefter at opdage, at fragten koster 50 kr.

Spotprisen går fløjten - og købet afbrydes.

Alt for ofte spænder fragtprisen ben for sikre handler i tusindvis af danske netbutikker. En ny analyse fra Foreningen for Dansk Internethandel (FDIH) viser, at halvdelen af de danske forbrugere afbryder et køb, fordi fragten er for dyr.

"Med internettet har danskerne mulighed for at sammenligne priser på kryds og tværs – selv over landegrænser – og derfor bliver fragten et stort konkurrenceparameter."

Henrik Theil, FDIH.

Et stort problem

"Danskerne er ekstremt prisbevidste, og de er meget følsomme over for fragt. Når en vare til en god pris ædes op af dyr fragt, er det kilde til stor undren og irritation," forklarer Henrik Theil, kommunikationschef i FDIH.

Dansk Erhverv er på bølgelængde med FDIH. De høje fragtpriser er et reelt problem, som især rammer mindre virksomheder, der ikke har mulighed for at opnå særaftaler på pakkelevering, mener politisk konsulent Marie Louise Thorstensen.

"Jeg har hørt om danske virksomheder i Sønderjylland, der kører til Tyskland for at sende deres pakker, fordi det er væsentligt billigere. Det åbner også risikoen for, at virksomhederne fremadrettet vælger at placere deres lager i lande som Tyskland og Polen, hvor fragten koster væsentligt mindre."

Lidt under halvdelen af danskerne benytter Post Danmark som leveringsform, når de e-handler, og størstedelen af danskernes e-handler foregår i danske netbutikker, viser FDIH-analysen.

E-handlen flytter til udlandet

Ifølge Henrik Theil står mange danske netbutikker dårligt i forhold til udenlandske konkurrenter, fordi både faste omkostninger og fragt ofte er dyrere.

"Med internettet har danskerne mulighed for at sammenligne priser på kryds og tværs – selv over landegrænser – og derfor bliver fragten et stort konkurrenceparameter," siger han.

Analysen fra FDIH viser, at hver femte e-handel sidste år blev foretaget i udenlandske netbutikker. I år er det mere end hver fjerde. Det ligger i tråd med FDIH's forventning om, at tallet i 2020 vil være en tredjedel.

BRANCHENYT
Læs også