Krakbank og konkurs gik forud for falsk underskrift

Drama om falsk underskrift hos nedrykningskandidat i superligaen trækker tråde tilbage til krakbanker og hotelkonge - og til energiselskabet Green Wind Energy, der tidligere har kostet flere fodboldspillere dyrt

Christopher Poulsen Foto: Gregers Tycho

Nyheden om superligaspilleren Christopher Poulsens exit fra Silkeborg trækker tråde tilbage til krakket i Næstved-banken Max Bank - og involverer udover Christopher Poulsen en nuværende superliga-anfører og en tidligere spiller hos AGF og Viborg.

Det viser en kortlægning af en række regnskaber og forretningsforbindelser med forbindelse til sagen foretaget af FinansWatch.

Historien kan passende tage sin begyndelse med en revisoranmærkning fra et umiddelbart anonymt KS-selskab. Oversat til almindelig dansk skrev revisor, at broderparten af pengene til selskabet - et lån, der da lyder på 7 mio. kr. - er kommet fra Max Bank. Men nu er banken ikke mere, og derfor skal der findes en ny bankforbindelse.

Sådan lyder det lakonisk fra revisor - formentlig vel vidende, at alternativt til en ny bank er dyre renter i statens oprydningselskab Finansiel Stabilitet - i det senest aflagte regnskab for K/S Vindinvest 10. Bag selskabet står tre personer fra fodboldens verden - deriblandt Christopher Poulsen.

Halvtom kasse

Regnskabet er helt tilbage fra 2011, og viser en investering i en tysk vindmølle, der på tidspunktet for regnskabet har en egenkapital på 10,7 mio. kr. og en gæld på 8,2 mio. kr., efter at have præsteret underskud på sammenlagt lige under 1,3 mio. kr. for perioden 2007-2011.

Samtidig med underskuddene bliver vindmøllen - der ifølge regnskabet er 9,6 mio. kr. værd - ca. 600.000 kr. mindre værd på grund af slid, for hvert år der går. Og der er kun 591.000 kr. tilbage i kassen til at betale af på gælden, der krævede renter på 640.000 kr. i 2011. Der skal altså ikke meget til, før der skal komme penge fra ejerne af K/S-selskabet, der hæfter personligt for investeringen.

Det underskudsgivende selskab står centralt i den mest omtalte historie fra sportens verden denne onsdag; superligaspilleren Christopher Poulsen er efter eget udsagn blevet fyret, fordi han i forbindelse med optagelse af et lån i en lokal bank forsøgte at forfalske to af sine chefer i fodboldklubbens underskrifter.

Store nedture

"Den sidste tid har budt på ekstrem store nedture for mig. Jeg har været del af en vindmølle-investering, som jeg ikke kunne gabe over, og det har kostet mig mere eller mindre alt, hvad jeg ejer. Det har været et helvede," lød det tidligere på dagen fra Christopher Poulsen overfor Midtjyllands Avis.

Lånet skulle ifølge avisen dække en regning på 100.000 euro i K/S-selskabet, hvor flere af de andre investorer ifølge Poulsen ikke har kunnet betale.

Et K/S-selskab har den specielle egenskab, at ejerne hæfter direkte for selskabets aktiviteter.

Ud over Poulsen udgøres K/S Vindinvest 10's bestyrelse af en Jesper Andersen med bopæl uden for Viborg - ifølge tipsbladet.dk identisk med den tidligere Viborg- og AGF-spiller - og af AGF's målmand Steffen Rasmussen. Samme målmand afviser kortfattet overfor Tipsbladet at kommentere sagen:

"Det er helt korrekt, at jeg er med i det selskab, men jeg ønsker ikke hverken at kommentere på mine egne økonomiske interesser eller for den sags skyld, hvad Christopher Poulsen har investeret i," lyder det.

Hvis navnet K/S Vindinvest 10 ikke vækker den store genklang, er der nok ikke meget at sige til det. K/S-projektets oprindelse bør dog nok få en del flere klokker til at ringe rundt omkring hos både de finans- og fodboldinteresserede.

Grøn vind

Vindinvest 10 er nemlig stiftet af et selskab ved navn GW Management, og hører dermed under paraplyen hos Green Wind Energi, der efter en salgsindsats udført af to tidligere superligaspillere stod for store tab på K/S for en lang række professionelle fodboldspillere. Blandt andet end række tidligere FC Midtjylland, Brøndby- og FCK-spillere.

En gennemgang foretaget af sporten.dk nævner således femten tidligere profiler fra superligaen som markante tabere på vindmøller.

Green Wind Energi er i dag konkurs. Selskabet har dog også en tidligere adm. direktør med tråde til fodbolden; fra 2008 til 2009, i ca. et år, stod den senere Brøndby-direktør Frank Buch-Andersen således i spidsen for selskabet.

Også i en række banker husker man Green Wind Energi med mindre end absolut glæde; selskabet kostede via hotelkongen Henrik Schimming nedskrivninger i senere krakkede Max Bank og Amagerbanken samt i Nykredit.

Hotelejer i krise truer småbanker

Møns Bank: Har ingen penge i klemme hos hotelkonge 

Skal man slutte ringen fuldstændig, så har den anden hovedperson i dagens drama også haft nærkontakt med en krakbank - Silkeborg-formand Kent Madsen, hvis underskrift var en af de to, Christopher Poulsen søgte at forfalske, var storaktionær og medlem af bestyrelsen i Amagerbanken.

En rolle, han i dag er politianmeldt til Bagmandspolitiet af Finanstilsynet for.

BRANCHENYT
Læs også