Rundkindet rival slår Barbie omkuld

Verdens største legetøjsproducent kan dog glæde sig over at være ophav til begge modeller.

Denne rundkindede dukke slår modellen Barbie på salget. Foto: AP

Mattel, som er verdens største legetøjsproducent målt på omsætningen, kunne onsdag meddele, at omsætningen i første kvartal overgik alle forventninger.

Det var især salget af den populære American Girl-dukke, som trak op efter en vækst på imponerende 32 pct. til 100 mio. dollar (ca. 568 mio. kr.) i første kvartal, og det var med til at kanonere Mattels aktier op i højeste kursniveau i 15 år. Samtidig var der også fint gang i salget af Monster High dukker, der forestiller berømte gyserfilms figurer, såsom Frankenstein og Dracula.

Barbie er flad

Mindre succesfuldt gik det dog for Mattels flagskib, den mere end 60 år gamle Barbie-dukke, der i kvartalet kun præsterede et fladt salg, og dermed måtte se sig slået af både Monsters High og American Girl i første kvartal. 

Mattels samlede salg steg 7 pct. til 995,6 mio. dollar (ca. 5,7 mia. kr.), hvilket var klart bedre end det gennemsnitlige analytikerestimat på 986,5 mio. dollar.

- American Girl var den største overraskelse i kvartalet, udtaler analytiker hos MKM Partners Eric Handler ifølge Reuters, som skriver, at Eric Handler kun havde spået en American Girls-salgsvækst på 6 pct. i forhold til de faktiske 32 pct.

Den svære start

Mattels aktie steg onsdag 1,9 pct. til 43,8 dollar, efter at aktien onsdag morgen åbnede omkring 45 dollar per aktie, hvilket er det højeste niveau nogensinde.

Mattels indtjening efter skat steg til 38,5 mio. dollar eller 11 cent per aktie i første kvartal fra 7,8 mio. dollars eller 2 cent per aktie i samme periode året før. Resultatet slog de 9 cent per aktie, som analytikerne havde ventet.

Første kvartal er normalt det svageste for legetøjsproducenter, som normalt henter op mod en tredjedel omsætningen i fjerde kvartal i forbindelse med julesæsonen.

BRANCHENYT
Læs også