Superfærges jomfrurejse udskudt igen

20.000 passagerer bliver ramt af endnu en forsinkelse.

Passagerer, der har bestilt billet på "Stavangerfjord," får tilbudt en ny rejse. Foto: Fjord Line

Det tager tid at bygge verdens mest miljøvenlige cruisefærge.

Sidste efterår meddelte Fjord Line, at rederiets nye færge, MS Stavangerfjord, blev forsinket med et halvt år. Nu har rederiet så udskudt jomfrurejsen endnu en gang.

MS Stavangerfjord, som skal sejle fra Hirtshals til henholdsvis Stavanger, Bergen og Langesund, skulle have stævnet ud fra Bergen den 29. maj. Den dato er nu udskudt med tre uger til den 21. juni.

Fjord Line er derfor gået i gang med at ringe rundt til op mod 20.000 passagerer, som skal have ændret deres billet.

Nye cruisefærger
  • Fjord Lines to nye cruisefærger, MS Stavangerfjord og MS Bergensfjord, har kostet 2 mia. kr.
  • MS Bergensfjord forventes at være færdig til september.
  • De to skibe er næsten dobbelt så store som rederiets nuværende skibe.

Udstyret driller

Årsagen til færgens forsinkelse er, at installation og testning af motorer og andet teknisk udstyr tager længere tid end beregnet.

"Vi har bestilt det teknisk mest avancerede udstyr på markedet, og vi må desværre acceptere, at værftet har behov for mere tid til at installere og teste det," siger Gert Balling, der er direktør i Fjord Line Danmark.

Alle passagerer, som har bestilt en rejse fra Hirtshals, Stavanger og Bergen, vil straks blive kontaktet og få tilbudt en rejse med Fjord Lines nuværende skib MS Bergensfjord, oplyser rederiet.

De passagerer, som skulle sejle til den nye destination Langesund, vil blive tilbudt at rejse med HSC Fjord Cat.

"Vi sørger for, at de passagerer, der vælger at aflyse deres rejse, får alle penge retur. Hvis de vælger at booke om til en billigere rejse, får de refunderet prisforskellen," siger Gert Balling.

Leverandøren straffes

MS Stavangerfjord sejler på flydende naturgas (LNG) og er derved den mest miljøvenlige af sin slags i verden. Søsterskibet MS Bergensfjord, som rederiet også arbejder på at færdiggøre, er identisk.

Det er det norske skibsværft Bergen Group, som bygger færgerne. Fjord Line-direktør Gert Balling er ikke tilfreds med, at værftet endnu engang har udskudt datoen for, hvornår MS Stavangerfjord er færdigt.

"Der er indskrevet et dagbøde-regi i vores kontrakt med værftet, så de kommer til at betale for udsættelsen. Men vi bliver også ramt, fordi vi får tre uger mindre med fuld drift," siger han.

De 300 ansatte, som skal bemande den nye færge, har fået udsat deres ansættelsesforhold med en-to uger. Fjord Line forventer at få leveret skibet den 10. juni, hvorefter mandskabet skal oplæres.

BRANCHENYT
Læs også