Kun syv danskere har fået elbil i år

I årets første kvartal er der kun blevet solgt syv elbiler til private bilkøbere.

I juni kommer den nye udgave af Nissan Leaf til Danmark. Foto: Nissan

Selv om elbilerne stadig er friholdt for afgift, har de mere end svært ved at slå igennem over for de danske bilister.

I marts blev der solgt næsten 15.000 nye biler i Danmark. Det er en fremgang på 9 pct. i forhold til samme måned i 2012, der blev et rekordår for bilsalget i Danmark.

Men i marts kom der kun 27 eldrevne personbiler og 5 eldrevne varebiler ud på de danske veje. Det svarer til 0,2 pct af bilsalget. I marts 2012 blev der solgt 56 elbiler, så der er tale om et fald på 42,9 pct. i forhold til året før.

Gennembruddet ligger langt ude

Ifølge De Danske Bilimportører er der i årets første kvartal solgt 134 elbiler i Danmark. Det tilsvarende tal for 2012 var 150.

Der har været nogle fuldstændig urealistiske forventninger i branchen

Tejs Laustsen Jensen, chefskonsulent hos De Danske Bilimportører

"Vi må konstatere, at gennembruddet for elbiler i Danmark ikke er kommet, og det ser også ud til at ligge langt ude i fremtiden," siger Tejs Laustsen Jensen, der er chefkonsulent hos bilimportørerne.

Urealistiske forventninger

Han slår samtidig fast, at de tidligere meget optimiske toner i branchen har vist sig ikke at have hold i virkeligheden.

"I dag må vi konstatere, at der har været nogle fuldstændig urealistiske forventninger i branchen. Bilisterne er stadig tøvende over for elbilerne, når det gælder rækkevidde og fleksibilitet i dagligdagen.

Der har samtidig fra politisk side været fokuseret for ensidigt på elbilerne. I dag må vi erkende, at elbilerne kun er en af flere muligheder for at få mere miljøvenlig transport," siger Tejs Laustsen Jensen.

Syv elbiler til private

De solgte elbiler i marts fordeler sig i øvrigt sådan: 22 Nissan Leaf, 5 Renault Kangoo, 2 Peugoet Ion, 1 Mercedes Vito, 1 Renualt Fluence og 1 Smart.

Men det er stadig virksomheder og kommuner, der indregistrerer langt hovedparten af elbilerne.

Således har de private bilkøbere i årets første tre måneder kun køb syv elbiler!

Optimisme hos Nissan

Trods de beskedne salgstal ser Nissan fortrøstningsfuldt på elbilernes muligheder i Danmark. Af de 134 solgte elbiler i 2013 har de 56 været en Nissan Leaf.

"Det er rigtigt, at salgstallene i Danmark er meget små, men vi oplever alligevel, at der er ved at være grøde i markedet," fortæller pressechef Ann Strøby fra Nissan Danmark.

Hun henviser til, at Nissan lige nu har flere store tilbud ude - fortrinsvis hos kommuner.

"Det er ingen garanti for, at vi også får ordrerne, men vi er optimistiske. Det hjælper også, at der i energiforliget er afsat 40 mio. kr. til udbredelse af infrastruktur til elbilerne. Desuden får vi den nye model hjem i juni. Det gør vi, fordi vi tror på, at den kan sælges," siger Ann Strøby.

"Samtidig har vi leveret Leaf-modeller til udlejningsselskabet Sixt, der har folk stående i kø for at leje en elbil. Det betyder, at mange danskere får mulighed for at prøve en elbil," tilføjer Ann Strøby.

En succes i Norge

Hun bygger også sin optimisme på udviklingen i Norge, hvor Nissan Leaf i marts blev den sjettemest solgte bil. I 2012 blev der solgt 3.800 Nissan Leaf i Norge.

"Nissan Leaf har været en kæmpe succes i Norge. Der har man bl.a. indført en meget attraktiv firmabilbeskatning for elbilerne, og vi håber jo også, at de kommende omlægninger af de danske bilafgifter vil være en fordel for elbilerne," siger Ann Strøby.

BRANCHENYT
Læs også