Spies tilbyder børnefri badestrand

Hvilken gruppe mon bliver den næste, som du kan undgå på din ferie?

Forbudt-for-børn stranden på Aruba. PR-foto: Spies

Det har i lang tid været muligt at holde ferie på et børnefrit hotel.

Men nu udvider Spies konceptet ved at tilbyde sine feriegæster på den caribiske ø Aruba en børnefri badestrand.

Til Spies' hotel på ferieøen er der to strande. Den ene er en familiestrand, og den anden er en "voksenstrand", som kommunikationschef Torben Andersen udtrykker det.

På "voksenstranden"

Destinationen er hotel Renaissance Ocean Suites i Carribien, og Torben Andersen fortæller, at Spies kun introducerer muligheden, fordi "voksenstranden" i forvejen hører til hotellet.

"Nogle af vores kunder efterspørger ferier uden børn, og det her er et kuriøst tilbud til dem," siger han.

"Det er ikke noget, vi vil satse på. Vores gæster skal have det brede tilbud," siger han og henviser til, at børn kan komme med på 98 pct. af Spies' rejser.

Udvider ikke koncept

Torben Andersen mener ikke, der i rejsebranchen er grobund for de differentierede rejsetilbud.

Derfor har Spies ikke planer om at lave tilsvarende tilbud, hvor man kan undgå andre grupper mennesker på hotellet eller på stranden. Det kunne for eksempel være pensionister og handicappede på hotellet, eller overvægtige mennesker på stranden.

Synes du, det er i orden, at Spies tilbyder ferier, hvor en gruppe mennesker ikke er velkomne?

BRANCHENYT
Læs også