Energihandler forgylder Aarhus-firma

Danske Commodities kom flyvende ud af 2012 med en stigning i salget på 53 pct. til 9,3 mia. kr.

Antallet af ansatte i Danske Commodities voksede i 2012 fra 72 ved årets start til 265 ved årets afslutning. Arkivfoto: Thomas Borberg

»Det har været et fantastisk år. Det bedste nogensinde,« siger Torben Nordal Clausen, adm. direktør i Danske Commodities.

Firmaet, som på få år er vokset til en milliardforretning ved at handle med el, gas og klimabeviser, leverer ikke kun vækst på toplinjen.

Et kig på overskuddet viser, at det sidste år landede på 288 mio. kr. før skat. Det er en fremgang på 75 pct. fra 2011 og 2012.

Energibranchens guldæg

Med 2012-regnskabet cementerer Danske Commodities sit ry som energibranchens guldæg.

Siden stifteren Henrik Østenkjær Lind i 2004 slog sig op som energikøbmand i en baggård i Aarhus sammen med to ansatte, har selskabet aldrig haft underskud.

At der står fremgang over hele linjen, smitter også af på antallet af ansatte.

I dag er der 265 ansatte i Danske Commodities. Med udgangen af 2011 var der 72 ansatte.

Væksten stopper ikke

Men væksteventyret stopper ikke her, forsikrer Torben Nordal Clausen.

»I 2013 ønsker vi at bevæge os op i en ny liga. Man kan måske sige, at vi ønsker at blive en del af Champions League for europæisk energihandel. For at komme derop kræver det, at vi har fokus på salg. Derfor skal vi ud og fortælle markedet, hvad vi kan, og hvilke produkter og ydelser vi har på hylderne,« siger Torben Nordal Clausen, som netop har ansat en ny salgsdirektør til at stå i spidsen for selskabets salgsambitioner.

Hvad det konkret skal udmønte sig i for 2013, har han dog ikke noget bud på.

»Vi har ikke sat os et mål om et bestemt omsætningsniveau. Vores fokus er i stedet på bundlinjen, og den forsøger vi at øge,« siger Torben Nordal Clausen, der har stået i spidsen for Danske Commodities siden 2010.

Bedste kvartal nogensinde

Foreløbig er 2013 begyndt i det høje indtjeningsgear, afslører direktøren.

»1. kvartal har været det bedste kvartal nogensinde, og marts har både indtjeningsmæssigt og på bundlinjen været den bedste måned siden 2004,« siger Torben Nordal Clausen.

Danske Commodities har i dag aktiviteter i 31 lande rundt om i Europa, der alle styres fra hovedkontoret i Aarhus midtby.

BRANCHENYT
Læs også