Investeringsbank forudser snarlig friere kinesisk valuta

UBS tror på en friere kinesisk valuta inden G20-mødet i Washington slutter i denne uge.

Foto: AP

Analytiker Manik Narain og Geoffrey Yu fra UBS mener ifølge Bloomberg News, at verdens næststørste økonomi Kina meget snart vil løsne grebet yderligere om landets valuta, efter at vicechefen for Kinas centralbank, People's Bank of China, Yi Gang onsdag udtalte, at Kina indenfor den nærmeste fremtid er klar til at lade valutaen blive mere markedsbestemt og udvide spændet, som valutaen må svinge i markedet i forhold til centralbankens centralkurs.

- Signalerne er rimelig klare. PBoC gør klar til at udvide handelsspændet meget snart. Med hensyn til timing, så er der en chance for, at det kan ske i forbindelse med det nuværende G20-møde i Washington, USA, og samtidig med at det er præcist et år siden, at Kina sidst udvidede handelsspændet, lyder vurderingen fra de to analytikere fra UBS.

Friere grænser

Centralbanken fastsætter hver dag en centralkurs, og den markedsbestemte valutakurs har ifølge de nuværende regler lov til at svinge plus/minus 1 pct. fra centralkursen. Mellem 2007 og 2011 kunne den markedsbestemte valutakurs kun bevæge sig 0,5 pct. på hver side af centralkursen.

Den markedsbestemte valutakurs har udviklet sig stærkt siden oktober sidste år, og har ligget tæt på den stærke side af intervalgrænsen.

Fredag morgen lyder centralkursen på 6,2395 yuan per dollar, og centralkursen indikerer et spænd for den markedsbestemte valutakurs på 6,1771 og 6,3019.

Stærkere kinesisk valuta

Den markedsbestemte valutakurs ligger fredag morgen i 6,1796 yuan per dollar, og befinder sig således tæt på den stærke grænse. En lavere yuan per dollar værdi betyder, at den kinesiske valuta styrkes overfor dollaren.

Ifølge Bloomberg News vurderer 12 ud af 20 adspurgte analytikere, at Kina vil udvide valutaens handelsspænd i 2013, mens de resterende 8 tror på det først vil ske i 2014. Ud af de 20 analytikere tror hele 85 pct. på, at handelsspændet vil blive udvidet til 1,5-2,0 pct.

Med den nuværende centralkurs in mente vil et udvidet handelsspænd betyde, at den markedsbestemte valutakurs kan styrkes til 6,1147 yuan per dollar, uden at centralbanken vil intervenerer i markedet.

BRANCHENYT
Læs også