Elkunder risikerer at blive snydt

Manglende tilsyn gør, at forbrugere måske ikke får den laveste pris på deres el.

Ikke alle elselskaber er registrerede på elpristavlen.dk, selvom det er obligatorisk for dem.

Beskeden er klar - og alligevel bliver den ikke efterlevet.

"Alle elselskaber har pligt til at offentliggøre deres priser på Elpristavlen," skriver Energitilsynet på sin hjemmeside.

Men i øjeblikket er i hvert fald et elselskab ikke registreret på elpristavlen.dk, erfarer Epn.dk.

Det betyder, at forbrugere - stik imod forventningen - ikke nødvendigvis får den billigste el tilbudt på hjemmesiden, fordi selskabet med det bedste tilbud måske ikke er registreret.

Selskab bryder loven

I over en måned har elselskabet Modstrøm Danmark ikke været registreret på elpristavlen.dk. Det bekræfter både Modstrøm Danmark og Dansk Energi overfor Epn.dk.

Elpristavlen.dk
  • Er en hjemmeside, der skal hjælpe forbrugerne med at vælge elprodukt.
  • Alle danske elselskaber er forpligtigede til at oplyse deres priser på elpristavlen.dk.
  • Siden bliver administreret og finansieret af Dansk Energi.
  • Den bliver anbefalet af bl.a. Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen og Forbrugerrådet.
Kilde: Elpristavlen.dk.

"Det er min opfattelse, at Modstrøm bryder loven ved ikke at være på elpristavlen.dk," siger Thomas Krogh. Han er afdelingschef i Dansk Energi, der administrerer elpristavlen.dk.

Hos Modstrøm Danmark er man klar over problemet og forklarer, at der er tale om en fejl. Modstrøm Danmark garanterer, at selskabet igen vil være at finde på elpristavlen.dk inden weekenden.

Dansk Energi har ikke kendskab til andre selskaber, der mangler at registrere sig på hjemmesiden, men der findes heller ikke en egentlig statistik over registreringerne.

Hvem har ansvaret?

Thomas Krogh erkender, at Dansk Energi har en del af ansvaret for at sikre, at alle danske elselskaber er registreret på elpristavlen.dk, som loven foreskriver.

"Det er klart, at vi som administrator af siden har et moralsk ansvar for at reagere, når vi kan se, at et selskab ikke er på siden, men det juridiske ansvar har Energitilsynet," siger han.

Det bekræfter Rune Moesgaard fra Energitilsynet.

"Selskaberne har selv ansvaret for at melde ind, men vi har ansvaret for at føre en form for tilsyn."

"Ikke totalkontrol, men tilsyn"

Rune Moesgaard forklarer, at Energitilsynets tilsyn består af stikprøver på elpristavlen.dk fire-fem gange om året. Her tjekker Energitilsynet, om alle danske elselskaber har registreret sig på hjemmesiden.

"Vi fører ikke totalkontrol, men tilsyn," siger Rune Moesgaard.

De stikprøver, som Energitilsynet indtil videre har foretaget, har ikke vist større mangler, og derfor forventer Energitilsynet at fortsætte sit tilsyn som hidtil.

Når det alligevel af og til sker, at et elselskab, bryder loven ved ikke at være registret, går Energitilsynet i dialog med det pågældende selskab, så det hurtigst muligt komme til at fremgå på elpristavlen.dk.

Dansk Energi bekræfter fredag eftermiddag, at Modstrøm nu figurerer på elpristavlen.dk.

BRANCHENYT
Læs også