Elkøbmænd styrer mod tocifret milliardsalg

Det går over stok og sten i Danske Commodities, der i 2012 øgede salget med 3,2 mia. kr. og ansatte 159 medarbejdere.

Torben Nordal Clausen, adm. direktør i Danske Commodities Foto: Christian Klindt Sølbeck

For øjeblikket kæmper regeringen for at finde den perfekte opskrift på, hvordan man skaber vækst og nye job i Danmark.

Men opskriften er allerede taget i brug i Aarhus, hvor Danske Commodities gør, hvad alle taler om: Sparker til salget og skaber nye job.

Selskabet har siden 2004 udviklet sig til en milliardforretning på at handle med strøm, gas og klimabeviser.

Alene i 2012 voksede salget med 53 pct. til 9,3 mia. kr., og det kastede 159 nye arbejdspladser af sig.

»Vi har oplevet betydelig vækst i forretningen,« lyder det nøgternt fra Torben Nordal Clausen, adm. direktør i Danske Commodities.

Viden veksles til gevinst

Han erklærer sig mere end tilfreds med rekordregnskabet for 2012, men samtidig glæder han sig over, at udviklingen er fortsat ind i 2013, der foreløbig har budt på ansættelse af endnu 34 medarbejdere.

Hvad er opskriften på fremgangen?

»Alle efterlyser i dag viden om energimarkedet, og den viden har vi. Derfor kan vi hjælpe vores kunder med at finde ud af, hvornår det bedste kan betale sig at købe og sælge energi,« siger Torben Nordal Clausen om den komplicerede forretningsverden, som handel med energi i bund og grund er. 

Fakta

Danske Commodities

Salg

  • 2012: 9.300 mio. kr.
  • 2011: 6.095 mio. kr.
  • 2010: 2.962 mio. kr.
  • 2009: 2.137 mio. kr.
  • 2008: 2.423 mio. kr.

Overskud før skat

  • 2012: 288 mio. kr.
  • 2011: 165 mio. kr.
  • 2010: 126 mio. kr.
  • 2009: 225 mio. kr.
  • 2008: 178 mio. kr.

Antal ansatte

  • 2012: 231
  • 2011: 72
  • 2010: 36
  • 2009: 25
  • 2008: 14

Kilde: Danske Commodities

At det er gået stærkt de senere år, forklarer energidirektøren især med, at Danske Commodities har fået godt fat i vindmøllemarkedet og kraftvarmeselskaberne.

»Vi har oplevet betydelig vækst i forretningen, når det gælder håndtering af vindmøllestrøm i Tyskland. Sidste år firedoblede vi vores portefølje,« siger Torben Nordal Clausen og tilføjer, at den grønne strøm afsættes til kunder rundt om i hele Europa.

»Samtidig ser vi en fornuftig interesse i Danmark for, at vi kan gå ind og hjælpe kraftvarmeværker med at håndtere deres produktion,« siger Torben Nordal Clausen, der har stået i spidsen for Danske Commodities siden 2010.

Med bind for øjnene

Selv om det går stærkt, går det dog ikke stærkere, end at ledelsen dagligt gør status i de mange energihandler, som til syvende og sidst afgør, om håndværket har været godt nok.

»Hver eneste dag får vi en opgørelse over hvert eneste forretningsområde, og hvordan dagen er gået. Så har vi et samlet overblik over vores forretning,« siger Torben Nordal Clausen.

Han forklarer de daglige opgørelser med, at de mange og hastige ændringer på energimarkederne, der på et splitsekund kan gøre en god forretning dårlig, gør det nødvendigt at have fuldstændig kontrol.

»Jeg har ikke noget mod at køre stærkt. Men jeg ønsker ikke at køre stærkt og have bind for øjnene. Ved at have overblik over vores risiko kan vi nå at agere proaktivt på markedet, hvis der sker noget, som vi ikke havde ventet,« siger Torben Nordal Clausen.

Røde tal på bundlinjen

Sidste år viste de daglige opgørelser, at der var overskud på bundlinjen 341 dage. De sidste 24 dage endte med røde tal.

Men en dag med røde tal på bundlinjen ødelægger ikke topchefens humør.

»Når man agerer på energimarkedet, vil der være dage, hvor det ikke går, som præsten prædiker, fordi der er nedbrud på nogle værker, eller vinden ikke blæser som forventet. Det er en del af vores forretning,« siger Torben Nordal Clausen og tilføjer, at man heldigvis har været begunstiget af, at de 24 dage alle har budt på marginale tab.

Det er også årsagen til, at 2012 endte med et overskud før skat på 288 mio. kr., hvilket markerer en fremgang i forhold til 2011 på 75 pct., og samtidig er det bedste resultat nogensinde.

Selv om forretningen på ni år har udviklet sig fra at være et baggårdsselskab til at høre til blandt de store elhandelsselskaber i Europa, giver det ikke Torben Nordal Clausen mere sved på panden.

Faktisk betyder selskabets vokseværk, at der er kommet meget mere styr på den forretningsmæssige risiko.

Jagter ny salgsrekord

»Tidligere var fokus på nogle få forretningsområder. I dag har vi 10 forskellige forretningsområder, som alle bidrager positivt til udviklingen. Derfor er vi ikke så sårbare overfor enkeltstående hændelser som tidligere. Så det, at vi er blevet større, har faktisk reduceret vores risiko,« forklarer Torben Nordal Clausen.

Men det er ikke kun på risikosiden, at tingene har udviklet sig i takt med, at nøgletallene i regnskabet er vokset med raketfart.

Også i de daglige forretninger mærker Danske Commodities en stor ændring.

»Tidligere var det sådan, at vi mødte ind på arbejde, og så skulle vi selv skabe en forretning hver eneste dag. Nu sker det, at telefonerne ringer. Nu er der ligefrem kunder, som ringer til os og ønsker nogle af de produkter, vi har på hylderne. Og den udvikling vil vi gerne have mere af,« siger Torben Nordal Clausen.

I 2012 stammede 37 pct. af salget på 9,3 mia. kr. fra kundehenvendelser, men skal man tro energidirektøren, vil tallet stige i årene fremover.

Det er i hvert fald målet.

Derfor har selskabet netop ansat en salgsdirektør, der skal sikre endnu mere kundedrevet vækst og være med til, at omverdenen i endnu højere grad får øjnene op for de ydelser og produkter, som Danske Commodities har på hylderne.

Umiddelbart har Torben Nordal Clausen ikke noget bud på, hvor det ender. Hverken for 2013 eller årene derefter.

»Jeg ser bare endnu større vækst, fordi vi har nogle produkter, som markedet rent faktisk efterspørger.«

Danske Commodities handler i dag med strøm, gas og klimabeviser i 31 lande rundt om i Europa.

BRANCHENYT
Læs også