Sådan bliver renterne i Brugsen

Coop Bank bliver yderst konkurrencedygtig, vurderer ekspert.

Snart kan du gøre dine bankforretninger i bl.a. Kvickly og SuperBrugsen. Foto: Lars Krabbe

En enkel, fair og ansvarlig bank med fokus på kerneværdier og kunderne.

Sådan kan Coop Bank, som supermarkedskæden Coop planlægger at realisere, beskrives ud fra den fortrolige forretningsplan, som Berlingske er kommet i besiddelse af.

Coop, der driver Fakta, Irma, Kvickly og SuperBrugsen, vil hverken lokke med superrenter eller lempelige lånemuligheder. Men de tal, som fremgår af selskabets fortrolige forretningsplan, indikerer, at banken bliver yderst konkurrencedygtig.

Det vurderer John Norden, der er partner i mybanker.dk, som sammenligner bankers renter og gebyrer.

Rentesatser:
  • En indlånskonto i Coop Bank har en rente på 1,5 pct.
  • Kunder med en kassekredit kommer til at betale 10,5 pct. i rente om året, mens rentesatsen på kreditkort bliver 11,5 pct.
  • For usikrede lån bliver renten 10,5 pct., mens kunder med en Coop Konti tildeles en rente på 0,5 pct.

Timingen er perfekt

"En indlånskunde i Coop Bank får tilbudt en rente på 1,5 pct. Det er den bedste rente, hvis man sammenligner med alle banker i Danmark," siger han.

John Norden tilføjer, at der stadig mangler oplysninger om bl.a. de gebyrer, der er forbundet med at have en bankkonto. Så længe Coop ikke har bekræftet satserne, kan man ikke drage en definitiv konklusion, siger han.

Af forretningsplanen fremgår det, at Coop bl.a. satser på at kunne tiltrække de mange danske bankkunder, som er utilfredse med deres bank. Målet er at nå 70.000 kunder alene det første år, og det er, ifølge John Norden, mere end realistisk.

"Det er oplagt, at Coop Bank kan kapre kunder fra de banker, der eksempelvis har lukket filialer og gjort det dyrere at være bankkunde. Rigtig mange danskere er utilfredse med deres bank, så Coops timing er helt perfekt," siger han.

Kommer ikke til at gamble

Den nye bank bliver dog ikke for hvem som helst. Mulige kunder bliver vurderet ud fra et konservativt kreditvurderingssystem, og der bliver ikke rum for gambling.

"Coop Bank vil tage udgangspunkt i Coop-familiens samlede værdigrundlag. Banken vil derfor sikre en ansvarlig bankdrift, hvor der for eksempel ikke tilbydes impulslån med høje renter eller tvivlsomme investeringsprodukter," skriver Coop i forretningsplanen ifølge Berlingske.

Samtidig freder Coop sin kerneforretning, dagligvarehandlen. Mælken, smørret og svinekødet bliver altså ikke dyrere, hvis det nye banktiltag ikke lykkes.

Jens Juul Nielsen, informationsdirektør i Coop Danmark, siger til epn.dk, at koncernen ikke vil kommentere på oplysningerne, før repræsentantskabet har truffet sin beslutning. Der sker på Coops landsrådsmøde i Middelfart lørdag.

Coop har dog allerede søgt om godkendelse hos Finanstilsynet.

BRANCHENYT
Læs også