Obligationer: Rentehop trods fortsat italienske uro

På en fredag uden større nøgletal og generelt stigende aktiemarkeder sendte investorerne de danske rente en spids op, mens de sydeuropæiske lande kunne notere sig faldende renter.

Det på trods af, at den politiske uro i Italien fortsat huserer og landet stadig ingen præsident eller regering har.

Renten på den toneangivende, danske 10-årige obligation med udløb i 2023 steg 2 basispoint til 1,40 pct. mens renterne i Italien og Spanien dykkede med 4 og 5 basispoint til 4,21 og 4,60 pct.

Generelt pustede markederne ud efter en uge med faldende aktier og risikolysten vendte en smule tilbage. Det kunne det faktum, at det italienske parlament, der fortsat er uden en regering, for tredje gang ikke kunne blive enige om at finde en præsident for landet, ikke ændre på.

Ugen igennem gennemførte flere sydeuropæiske lande succesfulde obligationsudstedelser med generelt faldende renter. Det hjalp på stemningen.

- Markedet tager en afslappet holdning i forhold til det usikre politiske billede i Italien. Samtidig driver en velmodtaget spansk obligationsudstedelse og optimisme om, at afkasthungrende japanske investorer vil øge eksponeringen mod sydeuropæiske obligationer, den positive stemning, sagde rentestrateg hos RIA Capital Management Nick Stamenkovic til Bloomberg News.

BRANCHENYT
Læs også